”At undervise yoga på en måde, der får dig til at stå stærkt, nærværende og balanceret i verden, er min fineste opgave.”
Det er en stor glæde at kunne præsentere Ann-Charlotte som ny underviser her på Yogavivo. De første videoer vil du kunne se i december i vores Advent kalender.
I 1998 startede min yogarejse med de linjebaserede retninger Ashtanga og Iyengar yoga, og jeg har undervist siden 1999. I dag er jeg registreret som E-RYT 500 hos Yoga Alliance og som Yoga Medicine® Therapeutic Specialist. Jeg er også akupunktør med en tre-årig akupunkturuddannelse bag mig.
I min undervisning kombinerer jeg min mangeårige passion for anatomi – inkl. min viden fra hands on-dissektionskurser – med den kinesiske medicin, så jeg både kan tilgodese en vestlig, videnskabelig forståelse af kroppen og en energetisk og holistisk. Mine klasser inddrager det, som kroppen har brug for ud fra begge perspektiver: styrke, bevægelse (ofte som roligt flow) og ro.
En dyb interesse for yogafilosofi – i særdeleshed hvordan man kan bruge filosofien i et almindeligt hverdagsliv – har løbet som en rød tråd igennem hele mit virke, og trækker på min baggrund som cand.mag. og MA i litteraturvidenskab med speciale i indisk litteratur og kultur fra henholdsvis Københavns Universitet og SOAS/School of Oriental and African Studies, University of London.
Inspireret af min baggrund med litteratur har jeg forfattet tre bøger om yoga: Romanen Yoga – eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed (Borgen 2002) og de to yogafilosofibøger Hvor der er stille – en moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras (Snepryd 2016) og Vejen hjem – yoga for livet (Snepryd 2021).
Til dagligt uddanner og videreuddanner jeg yogalærere – som en af de få i landet kører jeg en 300-timers overbygning – i Prana Yoga Shala i hjertet af København, og her underviser jeg også ugentlige klasser og kortere workshops.