KICKSTART DIN KROP



‘Kickstart din krop’ – til dig der vil rykke din kondi, styrke og energi på 3 uger. 

‘Kickstart din krop’ er et træningsforløb til alle, der vil i (endnu) bedre form, og som har lyst til at blive guidet og motiveret i et nøje tilrettelagt forløb, hvor træningen er effektiv og nemt kan passe ind i hverdagen.

Du kommer til at træne samlet set 1 time om ugen fordelt på 2×10 minutter og 2×20 minutter. Du behøver altså ikke at føle dig på toppen for at hoppe med på forløbet – men du kan meget vel gå hen og ende med at føle dig på toppen 🙂

‘Kickstart din krop’ er til dig der ..

  • Har svært ved at komme i gang med træningen og har brug for et skub til at komme ind i en rutine, du kan holde i hverdagen
  • Trænger til at få pulsen op lidt oftere
  • Har lyst til at stramme og tone hele din krop lidt mere
  • Har lyst til at mærke hvor meget, regelmæssig bevægelse smitter af på hele dit liv. Det bliver så meget nemmere at komme igang med gode kost og livsstilsvaner når du laver effektiv træning regelmæssigt…
  • Ikke gider træne i øst og vest, men vil have et program der har indbygget progression og hvor du får fuld effekt for den tid du bruger på din træning

Når de tre uger er slut vil du have en mere tonet krop og du vil føle dig stærkere og have mere energi. 3 uger er ikke en mirakelkur, men det er en afgørende måde at få taget et skridt til at have det som du virkelig ønsker – både fysisk og mentalt.

Hvem er det til?
Forløbet er oplagt til dig, der trænger til variation i din træning – der vil helt sikkert være øvelser, der er nye for dig, og du lærer at bruge udstyr, du allerede har i dit hjem. Og det er til dig, der vil have en ekspert til at tilrettelægge et træningsforløb, så du får mest muligt ud af den tid, du bruger på det.

Du kan være med uanset om du er begynder eller garvet for de fleste øvelser kan tilpasses op eller ned i sværhedsgrad. Det er et oplagt forløb som supplement til yoga idet der på ‘Kickstart din krop’ er mere fokus på styrke og kondition end i yoga.

Hvad har ‘Kickstart din krop’ fokus på?

‘Kickstart din krop’ er et forløb, hvor du arbejder med kroppen som helhed – derfor kommer ud både til at øge din styrke, kondition, koordination, udholdenhed og balance og i tilgift på en række af positive effekter på dit mentale velvære. Klasserne blander øvelser fra puls, styrke, udholdenhed og balance og giver dig det bedste af alle verdener på ganske kort tid.

Hvornår og hvor meget skal jeg træne?

‘Kickstart din krop’ er tænkt som en måde at få startet en vane, der er realistisk og overskuelig for de fleste at holde i hverdagen. Derfor træner du fire gange om ugen i henholdsvis 2×10 minutter og 2×20 minutter. For det bedste udbytte af træningerne er det vigtigt, at du kommer igennem alle 4 træninger i løbet af en uge og gerne holder rækkefølgen, som de ligger i. Passer det ikke ind i dit skema at fordele dem ud over ugen, kan du naturligvis lave flere træningerne på en dag.

De to sekvenser med opvarmning og udstrækning er tænkt som et ekstra tilbud til dig, der har tid til at lave mere i sammenhæng med træningsvideoerne og er især en god idé, hvis du har en gammel skade. Du kan også bruge de 2 små sekvenser helt selvstændigt i løbet af ugen til at vække og strække kroppen f.eks. i en kort pause foran PC’en.

Det sværeste er at komme i gang med en ny vane, men efter 3 uger har du allerede vænnet din krop og hjerne en del til at dette “er det nye normale”, og du vil derfor have langt nemmere ved at holde træningen ved lige efterfølgende.

Forløbet er samtidig konstrueret, så du kan starte helt fra bunden og langsomt øge intensiteten undervejs – der er nemlig også indbygget progression i forløbet, så du kan glæde dig til at rykke dit niveau.

Hvad skal jeg bruge?

I forløbet skal du ud over en træningsmåtte bruge forskelligt udstyr, men fortvivl ikke – du kan bruge ting, du har i hjemme og behøver ikke investere i nyt dyrt grej. En tung bog, nogle fyldte vandflasker, 2 muleposer, et kosteskaft – det behøver så absolut ikke være fancy for at virke. Vil du alligevel gerne købe håndvægte mm. så husk, at du som yogavivo-medlem får rabat hos yogaudstyr.dk her.