• Blid yoga mod kroniske smerter

    Dette forløb henvender sig til dig, der har haft smerter gennem længere tid og har et behov for at finde en måde at leve med smerter.

    Forløbet skal ikke ses som en behandling eller “træning af kroppen” i sig selv, men som en vej til at skabe ro, lindring, en ændret smerteoplevelse og en oplevelse af kroppen som en ressource frem for en forhindring.

    Kroppen skelner ikke mellem akutte og kroniske smerter. Smerter er fra naturens side tænkt som et signal på fare, derfor alarmeres nervesystemet. Er der smerter og dermed et alarmeret nervesystem gennem længere tid, forværres smerteoplevelsen pga det forhøjede alarmberedskab.

    Kroppen har brug for at lære, at den naturlige reaktion på smerter ikke er hensigtsmæssig ved vedvarende smerter. Det kræver tålmodighed. Yoga hjælper dit nervesystem med at falde til ro og modvirker den alarmtilstand smerter sætter i gang.

    Netop fordi kroppen tolker smerter som en fare, spænder den naturligt op (gør sig parat til kamp eller flugt), hvilket kan føre til øgede smerter. Yoga blødgør kroppen og modvirker de spændinger, der naturligt opstår ved smerter og hjælper med at skabe tryghed i kroppen.

    Vores måde at forholde os til smerter er afgørende. Jo mere modstand, bekymring eller frustration, vi har, jo værre opleves smerter. Yoga støtter dig i at forholde dig til smerter og ubehag på en mere hensigtsmæssig måde ved at forsøge at slippe den naturlige modstand imod ubehag og ved at møde de skiftende fornemmelser i kroppen med større accept.

    Sådan bruger du forløbet.

    Ene anbefaler, at du først afprøver hele forløbet. Derefter har du en fornemmelse af, hvad der passer til din krop og til din dagsform. Alle sekvenserne kan stå alene på de dage, hvor du ikke har så meget tid eller overskud. De dage, hvor der er mere plads, kan du sammensætte et program eksempelvis med en af de to ‘At tillade kroppen at lande’, efterfulgt af en af de fire ‘Fortrolig med…’og at afslutte med en afspænding.

    Det er vigtigt, at du hele tiden er opmærksom på din krops signaler. Generelt er det en rigtig god ide at starte med en meget lille bevægelse og eventuelt lade den vokse sig lidt større. Er du i tvivl om hvorvidt nogle af stillingerne eller bevægelserne kan være uhensigtsmæssige for dig, spørg din læge, fysioterapeut eller anden behandler.

    Oplever du en let forværring af dine smerter efter at have bevæget dig på en uvant måde, er det almindeligt og helt naturligt. Oplever du en forværring, der fortsætter efter et døgns tid, er du formentlig gået for langt. Skru ned for forventningerne til din krop, bevæg dig blidere, fokusér primært på afspænding og vejrtrækning i en periode indtil smerterne igen normaliseres. Hellere lidt end ingenting. Vær tålmodig når du undersøger, hvordan forløbet kan tilpasses dine behov.

    Tillad kroppen at lande - forlæng din udånding

    Formålet med denne korte sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', er, at blive opmærksom på, at der næsten altid er forskellige typer fornemmelser i kroppen, både noget der føles behageligt, noget der føles ubehageligt og noget, der føles neutralt.

    Yogastil: Vejrtrækning
    Niveau: Begynder, Let øvet, Øvet, Øvet+
    Tillad kroppen at lande og vejrtrækningen at få plads

    Denne korte sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', giver dig mulighed for at “tjekke ind” i kroppen og at give din vejrtrækning lidt mere plads. Du vil blive guidet igennem en beroligende vejrtrækningsøvelse, der kaldes yogaåndedrættet. Du kan bruge en tung pølle, pude (eller et par bøger ovenpå en pude) til at lægge på maven for at få lidt ekstra vægt, der kan tydeliggøre fornemmelsen i vejrtrækningsøvelsen. Sekvensen er velegnet som en begyndelse på din yogapraksis eller som en kort pause i løbet af dagen.

    Yogastil: Vejrtrækning
    Niveau: Begynder, Let øvet, Øvet, Øvet+
    Fortrolig med kroppen

    En øget følsomhed er ofte ikke det, man ønsker sig, hvis man har smerter. Ikke desto mindre er det netop dét, denne sekvens fokuserer på. Formålet med at øge din følsomhed er dels at få opmærksomheden ned i kroppen og lidt væk fra alle de tanker, som smerter genererer, dels at blive opmærksom på områder, hvor du spænder unødigt op. Sekvens er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter'. Du får muligvis brug for et tæppe, en pude og en yogapølle i nogle af øvelserne.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Alle niveauer
    Fortrolig med det, der føles rart

    Når vi oplever ubehag og smerter i kroppen, er det helt naturligt, at opmærksomheden trækkes hen imod ubehaget, der dermed nemt kommer til at fylde det hele. I denne sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', inviterer Ene dig til at gå imod denne tendens og i stedet fokusere på de områder i kroppen, hvor der enten er noget, der føles rart, eller hvor der er et fravær af ubehag. Dermed kommer ubehaget til at fylde mindre og alt det, der faktisk føles ok, kan skabe en modvægt til ubehaget. Sekvensen er velegnet til dage, hvor du føler dig overvældet af smerter. Du får muligvis brug for et tæppe at ligge på.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Alle niveauer
    Fortrolig med det, der føles ubehageligt

    I denne sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', inviteres du til at nærme dig smerter og ubehag med venlighed og åbenhed. Det er fuldkommen naturligt og instinktivt at ønske ubehag langt væk og have modstand imod det. Problemet med modstand er blot, at den forstærker ubehaget. Når du skaber plads og blødhed omkring ubehaget, tager du også toppen af det, der er svært at være med, og du øger din evne til at være til stede med smerter uden at identificere dig med dem eller blive overvældet af dem. Sekvensen foregår siddende. Du får brug for en pude, pølle eller stol til at sidde på og måske et tæpper eller to til yderligere støtte.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Alle niveauer
    Fortrolig med det hele

    I denne sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', guider Ene dig til at skabe mere plads indeni og til at forsøge at mærke alle de forskelligartede fornemmelser, der er i kroppen, samtidig. Når vi arbejder med opmærksomheden på denne måde, modvirker det vores naturlige tendens til at indsnævre vores opmærksomhed omkring ubehag og dermed lade ubehaget tage al plads.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Alle niveauer
    Afspænding - det, der føles rart

    Efter en afspænding fokuseres der i denne sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', på at mærke de områder af kroppen, hvor der er rart. Samme strategi som i yogasekvensen 'Fortrolig med det, der føles rart' i dette forløb. Denne strategi modvirker tendensen til kun at rette opmærksomheden mod det, der føles svært. Sekvensen er velegnet som afslutning på en blid yogapraksis. Du kan ligge i den stilling, der passer dig bedst, og det er god ide at sørge for, at kroppen er understøttet bedst muligt af puder, pøller, tæpper mv.

    Yogastil: Afspænding & Shavasana & Yoga nidra, Restorativ yoga
    Niveau: Alle niveauer
    Afspænding - det, der føles ubehageligt

    I denne sekvens, som er en del af forløbet 'Blid yoga mod kroniske smerter', bliver du først guidet igennem en afspænding, dernæst en meditation med fokus på at møde det, der føles svært eller ubehageligt med venlighed, åbenhed og nysgerrighed. Når vi kultiverer venlighed og blødhed i stedet for den instinktive modstand, øger vi vores evne til at acceptere og rumme ubehag, hvorved ubehaget aftager. Sekvensen er velegnet som afslutning på en blid yogapraksis. Du kan ligge i den stilling, der passer dig bedst, og det er god idé at sørge for, at kroppen er understøttet bedst muligt af puder, pøller, tæpper mv. Du kan naturligvis også bruge sekvensen som en pause i løbet af dagen.

    Yogastil: Afspænding & Shavasana & Yoga nidra, Meditation, Restorativ yoga, Vejrtrækning
    Niveau: Begynder, Let øvet, Øvet, Øvet+

    YOGAVIVO STÅR FOR HØJ KVALITET AF YOGAUNDERVISNING MED DANMARKS DYGTIGSTE OG MEST ERFARNE UNDERVISERE