Hej Nancy
Den gode nyhed er at din udånding kun kan lade sig gøre fordi musklen i dit mellemgulv slipper og slapper af og dermed vender tilbage til sin naturlige tilstand. Så i det du lige nu ånder ud er du faktisk allerede i gang med at “slippe” noget. Lungevævet er elastisk og trækker sig sammen af sig selv, åndedrætsmusklen/mellemgulvet trækker sig naturligt tilbage til en bue opad i brystkassen hvor den hviler indtil næste indånding. Så når du sidder stille og ikke lige sprinter efter bussen er der faktisk ikke nogen muskler der skal aktiveres for at du kan ånde ud. Teknisk set.
Men men men, selv om du fra naturens hånd allerede lige nu er i færd med at slippe noget på hver eneste udånding, så føles det bare ikke altid sådan. Og for de fleste af os ER der faktisk en del spænding omkring udåndingen. Nogen af os holder igen på udåndingen, nogen af os presser den ubevidst ud selv om det ikke er nødvendigt, nogen af os prøver ubevidst at gøre den længere eller kortere, næsten alle mennesker afbryder udåndingen med indåndingen længe før den er færdig, i hvert fald når vi ikke lige sidder på en meditaitonspude.
Du er langt fra den eneste der oplever ikke at kunne “slippe” og føler dig spændt. Og når jeg underviser det frie åndedræt (svaramukta) så er der altid mindst en i salen der har det som dig. Øvelsen gør faktisk at de små ekstra aktiviteter eller spændinger omkring åndedrættet som vi ikke vidste vi havde pludselig kommer i fokus. Det du mærker betyder med andre ord at øvelsen virker og du gør det helt rigtigt. Det der måske var mere ubevidst er kommet ind i bevidsthedens lys og det er det første skridt for at kunne slippe grebet om det som du er klar til at lade gå. det vigtige her er at sidde med det og mærker dine spændinger uden at have ret megen dagsorden for at slippe dem eller komme af med dem. Det husker jeg selv som VILDT frustrerende! Jeg havde så meget astma da jeg begyndte til yoga for 20 år siden at mit åndedræt sad helt oppe i kravebenene og min udånding var overfladisk og super kort og anspændt. Der var ikke noget jeg heller ville en at slippe, men jeg kunne bare ikke. Jeg husker det nærmest gjorde mig rasende! Den gode nyhed er at hvis du kan bære lidt indledende frustration, så er denne øvelse faktisk en meget blid og respektfuld måde at arbejde med de spændinger på og i modsætning til mere manipulative teknikker (som også kan være gode i andre sammenhænge) der virker på den korte bane har du her muligheden for at arbejde med permanente ændringer i åndedrættet på den lange bane. Men det skla foregå i kroppens eget tempo, forcerer vi noget så trækker det sig bare sammen igen når du rejser dig fra puden.
Det er på ingen måde en forventning at du skal slippe alle dine spændinger omkring udåndingen når du laver øvelsen. Jeg kan berette at denne process bliver ved! Når du har sluppet det der føles anspændt lige nu så opdager du med 100% sikkerhed et dybere lag af spænding du kan undersøge muligheden for at give slip på- Og sådan fortsætter det i uendelighed ligesom alle andre yogateknikker, det handler ikke så meget om resultatet som om den process du er igennem når du undersøger åndedrættet og kroppen. Øvelsen er først og fremmest designet til at øge sensitiviteten omkring åndedrættet, at få dig til at opdage og undersøge MULIGHEDED for at give slip. Der er mange situationer hvor den mulighed ikke findes i kroppen. Der er ofte rigtig gode grunde bag en spænding der ikke vil slippe. Spændinger omkring åndedrættet er tæt koblet til vores psykiske velbefindende og når vi er pressede eller anspændte er der måske rigtig gode grunde til at kroppen holder fast og beskytter dine fysiske og psykiske grænser. Åndedrættet, er for mig er en port mellem krop og psyke, og jeg er stor tilhænger af at man bliver venner med det sådan som det er snarere end at forsøge at manipulere det til at slippe noget som vi faktisk holder fast i af gode grunde. Men vi kan godt undersøge muligheden uden at forvente et resultat her og nu.
Så på den ene side har jeg lyst til at sige at du allerede har taget et stort skridt i den rigtige retning blot ved at opdage og mærke de spændinger der er og respektere at de findes og ikke lige sådan lader sig slippe. Du er blevet mere sensitiv, det er det vigtigste tænker jeg. Hvis du kan klare at sidde med denne øvelse lidt endnu og simpelthen mærke hvordan de spændinger føles, hvor de sidder, om de er der hele tiden eller om det skifter fra dag til dag, hvor føler du dem mere intenst og hvor er de mere subtile. Sid meget gerne med spændingerne, sig goddag til dem, byd dem velkommen og mærk hvordan de føles. Du kan eventuelt kombinere den undersøgelse med de to andre klasser i programserien (hvis de føles ok for dig), da de også inviterer musklerne omkring vejrtrækningen til at forløse vanemæssige spændinger gennem at få dem til at arbejde på nye måder.
Når alt det er sagt så har jeg også haft elever for hvem ethvert fokus på åndedrættet simpelthen bare gør det hele mere kompliceret og frustrerende. Når vi er rigtig stressede er åndedrætet måske for “hard core” et sted at starte. Hvis du har den følelse kan du overveje at lægge pranayama fra dig i en uges tid eller to og bruge programserien “meditation uden præstation” til at arbejde med afspænding bag om åndedrættet. Jeg oplever også at langsomme dynamiske bevægelser som f.eks fasscial flow yoga, dynamic yoga, blid og langsom vinyasa, chandra flow eller andre langsomme flow-baserede yogaformer hvor du er i blid bevægelse fungerer godt. Hvis det at bevæge dig i flow er for stressende kan du også forsøge dig med restorativ yoga i en tid.
Phu ha, det blev en længere smøre. Nancy, jeg håber det rammer noget du kan bruge. Skriv gerne tilbage hvis du har flere spørgsmål, åndedrættet er “tricky territory” og vækker altid en masse spændende processer i os og jeg skriver gerne tilbage hvis denne kommentar ikke lige rammer det du leder efter.
Kærlig hilsen Birgitte