• Vejen til håndstand

    Dette er forløbet til dig, der ønsker at træne din koordination og styrke, så det er lettere og føles mere sikkert at stå på hænder.

    Når du træner frem mod at kunne stå på hænder opnår du ny styrke og koordination. Håndstand handler ikke om at have stærke arme og skuldre, men er derimod en stilling, hvor hele kroppen må være meget koordineret.

    Dette program guider dig til at forstå grundelementerne i en håndstand og opøve både styrken og den rigtige teknik undervejs. Der er flere, som er lidt ængstelige, når det kommer til håndstand, men når du som her træner på en sikker måde og bygger gradvist op, vil du opleve, at det er både sjovt og givetvis også lettere, end du troede.

    Du skal bruge et bælte og en blok.

    Solidt fundament i hænderne

    Denne video er nr. 1 i forløbet "Vejen til håndstand". I første video har vi fokus på dit fundament i håndstanden, altså hænderne. Vi arbejder med at opbygge en styrke i fingre og håndled, som i sidste ende kan bære og balancere hele din vægt. Sidst i denne video eksperimenterer vi med en armbalance som hedder bakasana, hvor vi netop kan have fokus på balancen i hænderne.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Mobilitet i dine skuldre

    Denne video er nr. 2 i forløbet "Vejen til håndstand". For mange der skal lære at stå på hænder er skuldrenes manglende mobilitet den største hindring. Derfor arbejder vi specifikt i denne del med at optræne smidigheden omkring skuldrene. Som afslutning på denne del arbejder vi med en håndstand ved væggen som kan hjælpe til at vinde mere smidighed omkring skuldrene.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Styrke omkring dit center

    Denne video er nr. 3 i forløbet "Vejen til håndstand". I tredje video er fokus på opbygning af både bevidsthed og styrke omkring dit center. Når du står på dine fødder kan det være en udfordring at have styr på din holdning og når du står på hænder bliver den udfordring ikke mindre. Igennem videoen kommer dit center på en række udfordringer og til sidst undervises der en håndstand ved væggen, hvor du skal forsøge at holde samme bevidsthed og styrke omkring dit center.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Aktivitet i dine ben

    Denne video er nr. 4 i forløbet "Vejen til håndstand". Det kan virke ulogisk at arbejde med sine ben, når man er på vej imod håndstand, men faktisk er aktive ben en meget vigtig ingrediens i en håndstand, som skal blive stående. Igennem videoen arbejder vi med at få benene aktiveret hele vejen ud i fødderne og til spidsen af tæerne. Til sidst i videoen står vi på hænder ved en væg og forsøger at holde benene aktive så længe vi er på hænder.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Håndstand

    Denne video er nr. 5 i forløbet "Vejen til håndstand". I denne sidste video i forløbet står vi en helt masse på hænder. Modsat de fire foregående videoer, som hver har haft et specifikt fokus, så skal alle dele nu kombineres. Vi arbejder i retning af at komme til at stå i en fri håndstand, dvs. uden hjælp af en væg. Der skal masser af træning til og i videoen introduceres en metode du kan gentage igen og igen og før eller siden så bliver du sikkert stående.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Øvet

    Every emotion is connected with the breath. If you change the breath, change the rhythm, you can change the emotion