Vi har spurgt Ph.d., cand.psych. og yoga- samt meditationslærer Birgitte Gorm Hansen om hvordan vi kan bruge yoga i denne tid.
For mig er yoga netop skabt til øjeblikke som dem vi gennemlever lige nu. Når vi skal finde os til rette med ikke at vide hvad der kommer til at ske, når vi frygter for at miste eller har svært ved at følge med virkeligheden. Det spændende er, at hvor yoga historisk har handlet om den enkelte individs indre erkendelsesproces, ser det ud til at det nu kommer til at handle mere om fælleskabet som en yogapraksis i sig selv. Der har været små tegn på et kollektivt wake-up call længe, men corona-krisen har virkelig fået os på sporet.
Udfordringen er klar: Når vores globale trusselsrespons er aktiveret som den er lige nu, kan det føles rigtig ubehageligt at være kroppen. Det er typisk lige der, vi mennesker gør ting der kan virke komplet irrationelle og ukonstruktive. Jeg tænker ikke yoga skal udskamme eller lægge låg på negative følelser som frygt, vrede, frustration eller angst, ved at forsøge at gøre sig selv så positiv og glad som muligt. Vi skal snarere bruge vores yogapraksis til at give plads til at bære de svære følelser sammen, og tilgive os selv og hinanden når det koger over ind imellem. Mest af alt vil jeg gerne slå et slag for at vi bruger yoga til at holde blidt om den dyrebare sårbarhed, som vi alle bliver inviteret til at være i kontakt med lige nu.
Det er i hvert fald det, jeg selv går og øver mig på, mens jeg går herhjemme med familien.
Jeg gør kun to ting i min praksis
Helt konkret gør jeg egentlig kun to ting lige nu i min egen praksis. Den ene gør jeg alene, den anden gør jeg i kontakten med andre. Begge handler om at regulere mit nervesystem så jeg så vidt muligt kan være et anker for de mennesker jeg har tæt på, især mine børn.
Min alene-praksis lige nu handler primært om, at mærke den fysiske sansning af kontakt. Kontakt til jorden under mig, kontakt mellem min håndflade og min hud, mellem kroppens dele der rører ved hinanden. Det giver mig mulighed for rent kropsligt at orientere mig i hvad der er op og ned, samt at forholde mig konkret til det, som er virkeligt og sker lige nu. Det er ikke ret vigtigt om jeg holder mig i form, det vigtigste er, at det hele går langsomt nok til at jeg kan følge med i hvordan det rent fysisk mærkes.
Min anden praksis er, at mærke kroppen når jeg er sammen med andre. Især de øjeblikke hvor jeg mærker et glimt af forbindelse, varme eller får en følelse af nærhed (selv på afstand). Jeg stopper lidt op inden i og mærker kroppens respons på tryg kontakt med andre, lader den respons forankre sig i sansningen og få plads. Det kan ske mens jeg taler i telefonen med mine forældre, mens jeg krammer min familie, eller mens jeg kigger ind i et ansigt hen over køledisken. Selv en erindring om en situation hvor jeg følte mig tryg, varm, forbundet kan hjælpe mit nervesystem til at finde tilbage i stabil balance.
Hvis du skulle anbefale tre af dine yogaklasser på Yogavivo til at bruge i denne tid hvilken tre er det så?
Tiden er også perfekt til at fordybe sig derhjemme, f.eks med forløbet om Patanjalis yoga sutras, der giver dig daglige yogaklasser koblet med små talks om yogafilosofi. Den er netop tænkt som en guide til, hvordan yoga kan være et kompas når livet stiller os store spørgsmål. Alle klasserne er rolige og langsomme med fokus på at sanse kroppen indefra.
Har man travlt med at hjemmeskole sine børn og arbejde online (samtidig!) kunne klassen ”Nærende ro” som blander blide, sansebaseret bevægelser med hvilende yogastillinger være et rigtig fint aften eller morgenritual.
Til sidst kan man tage en hvilken som helst klasse i forløbet ”Meditation uden præstation”, hvis man trænger til at komme hjem til sig selv på en blød og kærlig måde, og gerne vil have ro på nervesystemet.