Hun gav, og hun gav, og til sidst gav hun op

af Anne Absalonsen den 18. april 2017

Kender du en, der altid er der for andre, eller er du selv en af de mange, der arbejder med at tage hånd om andre? Så giv dig selv en kærlig pause, hvor du reflekterer over, hvad du har brug for netop nu.

Er du tørstig? Så drik. Er du sulten? Så spis. Er du træt? Så sov. Sværere er det ikke, men mange af os når aldrig at stille de enkle spørgsmål i løbet af dagen, fordi vi har hænderne fulde af andres behov, andres bekymringer eller andres sygdom. Vi vil så gerne være der for andre, men vi kan nemt komme til helt at overse os selv.

Det er ikke noget, vi finder på. Utallige undersøgelser viser, at især i omsorgsfag og blandt mennesker, der arbejder med mennesker, er der en forhøjet risiko for at glemme sig selv i en sådan grad at det kan resultere i udbrændthed.

På listen over de ti mest udbrændte faggrupper, udarbejdet af Det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø, ligger hele syv omsorgsfag i toppen, herunder fysioterapeuter, pædagoger og plejepersonale, men også læger og tandlæger er i risikozonen for at brænde ud, fordi de brænder for deres fag og deres patienter. Typisk er det en kvinde, og hun giver og giver – indtil hun er nødt til at give op – bl.a. fordi hun har glemt også at være der for sig selv.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at mange i omsorgsfag oplever, at der er færre ”varme hænder” til at tage hånd om patienter, klienter eller elever, eller at deres fag er under pres og forandring i disse år. Det er også et spørgsmål om at huske at dedikere tid og omsorg til sig selv. At se på mig-tid, egen praksis eller det, selv at få behandlinger, som både legalt og normalt.

Tre effektive veje tilbage til dig selv er at få styr på tankerne, begynde at mærke din krop og reflektere over, hvad der tjener dig bedst i dag. Vi har derfor fundet tre bud på netop dét:


Pas på tankemylderet er en ud af en serie på fire videoer, hvor Simon Krohn opfordrer dig til at passe på dig selv og giver dig konkrete øvelser, du kan bruge her og nu.
Pas på tankemylderet – med Simon Krohn

Birgitte Gorm Hansen har lavet en let tilgængelig serie om shavasana, afspænding, og du kan komme i gang på bare 11 minutter. ”En invitation til at mærke, hvad der faktisk foregår i dig – når der ikke foregår ret meget andet”, som Birgitte beskriver det.
Shavasana – med Birgitte Gorm Hansen

Få også indsigt i begrebet selvomsorg, når Ditte Bykærholm Nielsen klogt og varmt giver sit bud på, hvad det er, og hvordan du kan blive bedre til at lytte til dine basale behov.
Selvomsorg – med Ditte Bykærholm Nielsen

KOMMENTARER 1

  1. Avatar

    Hej. Jeg har prøvet mange af jeres serier, og jeg er vilde med dem. Jeg har et spørgsmål. Efter en lang sygemelding pga stress, døjer jeg med let svimmelhed/ føler mig lidt skæv. Er undersøgt og fejler ikke noget. Kan du anbefale nogle yoga øvelser specielt mod dette. På forhånd tak. Jette

KOMMENTÉR HER

Din email adresse bliver ikke offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.