• Et skridt ad gangen

    Forløbet til dig, der bliver overvældet af ’ikke at have nok tid’.

    Tidpresset er ofte det, der afholder os fra at dyrke yoga. Derfor har vi lavet dette forløb til dig med yogasekvenser på 17-35 minutter et par gange om ugen i 4 uger, som vil hjælpe dig få den gode yogavane implementeret i din hverdag.

    Vi vil gerne gøre super enkelt for dig, så vi sender dig i 4 mails fordelt på 4 uger – de kan inspirere dig og minde dig om at gøre noget godt for dig selv. Selve yogasekvenserne ligger allerede klar til dig herunder 🙂

    Et liv med den velvære som yoga giver, kommer faktisk med blot en smule yoga.

    God fornøjelse!

    Vi lægger ud med to gode all round yogaklasser. Begge er under tyve minutter, og du kan dem lave når som helst.

    Du kan vælge at lave begge videoer, eller blot den ene. Du behøver ikke vide noget inden du begynder, fordi det handler i første omgang bare om at komme i gang.

    En kort yogapause

    Mange mennesker er rigtig gode til at tage sig sammen og sætte tempoet op. Desværre er de fleste ikke helt så gode til at sætte tempoet ned og tage en pause. Dette korte yogaprogram er designet til at give dig en kort, lækker yogapause. Teknikkerne er rimelig simple, og selvom klassen er kort, kommer vi hele kroppen igennem.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Blid morgenvækning - for modne kvinder

    Hvis du er en moden kvinde, kender du sikkert til at kroppen eller dele af kroppen kan føles stive og usmidige om morgenen, når du står ud af sengen? At kroppen har brug for lidt mere tid og opmærksomhed før, den føles klar til dagen? Denne rolige sekvens er tænkt som en blid og venlig morgenvækning, så du bliver klar til at begynde dagen med en blød, vågen og åben krop. Du har muligvis glæde af at sidde på et tæppe eller en pude.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Let øvet

    Åndedrættet er temaet for ugens 2 programmer, og med det kommer vi også ind på meditation og nærvær.

    Det er nemlig sådan, at den måde du trækker vejret på, direkte påvirker din mentale tilstand - helt grundlæggende hvordan du har det i det hele taget. Det går også den anden vej - åndedrættet påvirkes af, hvordan du har det mentalt og følelsesmæssigt. Eksempelvis har du måske prøvet nærmest at holde vejret, hvis du var stresset eller bange, og omvendt har du måske også prøvet at trække vejret dybt igennem i en yogatime og mærket den ro, det giver dig.

    En pause der får dig ned i kroppen

    Programmet er skønt til både at skabe ro indeni og samtidig give ny energi. De fleste af os sidder meget ved en skærm og bruger hovedet det meste af dagen. Med det her program kommer du ned i kroppen og får dig bevæget på en måde, der perfekt balancerer en ofte foroverbøjet og lidt travl hverdag. Det er også et godt program hvis du har tendens til at være lidt øm i lænd og ryg.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Pas på din vejrtrækning

    Vejrtrækningen er kroppens primære måde at optage brændstof, og den måde du trækker vejret på, har stor betydning for dit velbefindende samt for din generelle sundhed. Hvis din vejrtrækning er anspændt og begrænset, vil det altså ikke kun gå ud over din velvære - det kan også gå ud over dit helbred. Det er ganske enkelt uvurderligt at vide, hvordan du kan forløse spændingerne omkring vejrtrækningen og lade åndedrættet bevæge sig frit i din krop. Til denne klasse skal du bruge et bælte og en pølle. Videoen er en del af forløbet "Pas på dig selv".

    Yogastil: Hatha yoga, Vejrtrækning
    Niveau: Begynder

    I ugens programmer er det tid til at kigge nærmere på din ryg, nakke og skuldre. Rigtige mange danskere kender til ømhed i ryggen, spændte skuldre og måske endda lejlighedsvise hovedpiner fra spændinger i nakken. Men det er ikke meningen, at du skal have nogle af delene, og derfor er denne uges tema: ryg, skuldre og nakke.

    Vedvarende smerter som for eksempel ondt i ryggen, nakkeproblemer går ofte ud over humør og overskud. Derfor er det vigtigt at gøre en aktiv indsat for din ryg, nakke og skuldre. Og yogaforskningen viser, at yoga kan hjælpe med at forebygge problemer med lændesmerter og ømhed omkring nakke og skuldre.

    Blid yoga til at skabe frihed i skuldre, nakke, arme og ryg

    Et roligt program hvor du inviteres til at slippe spændinger omkring nakke, skuldre, arme og ryg via bløde, blide bevægelser. Vi slipper de klassiske yogastillinger, leger lidt med bevægelserne og arbejder med områderne primært via bindevæv og nerver. De fysiske bevægelser er “små” og rolige, men har alligevel en dyb virkning i områderne. Samtidig er det et program, der beroliger nervesystemet og øger evnen til at kunne mærke kroppen og være med det der er. Programmet er særdeles velegnet hvis du har skrivebordsarbejde og sidder meget ved en computer. Hav et bælte (enten yogabælte eller badekåbebælte), et tæppe og en pude i nærheden.

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Let øvet
    Pas på din ryg

    "Ondt i ryggen” er folkesygdom nummer ét i Danmark, og Simon deler her sine greatest hits til at passe på ryggen. I løbet af programmet skal du aktivere de muskler, som (sædvanligvis) ikke laver nok, og du skal udspænde de muskler, der (sædvanligvis) laver for meget. Desuden skal du lave nogle teknikker, som har til formål at slippe spændinger omkring hofterne, hvilket virker forløsende for lænden. Til denne klasse skal du bruge en blok, en pølle og et bælte. Videoen er en del af forløbet "Pas på dig selv".

    Yogastil: Hatha yoga
    Niveau: Begynder

    I fjerde og sidste uge sætter vi fokus på de stående yogastillinger. De stillinger der giver styrke, jordforbindelse og fremmer din balance.

    Balancesansen er en af de sanser hjernen prioriterer højest, og når hjernen fornemmer, at balancen er god, tolker den, at du er tryg. Det betyder, at den frigiver mere energi og frihed til bevægelse. Så der er god grund til ikke bare at lade balancen blive dårligere med årene.

    Ugens to yogaklasser er ret forskellige, og som altid kan du prøve begge videoer af eller nøjes med en. Begge videoer handler om at skabe jordforbindelse på forskellig vis. Den første med Ene, er blid og rolig, mens den anden video med Stina er mere legende og undersøger og udfordrer dig på balancen.

    Jord - forankring og bevægelse

    Dette program er en del af forløbet 'Find dit rette element'. Jord-elementet repræsenterer stabilitet, integritet, langsommelighed og konstant bevægelse. Jorden nærer og bærer os, og den er det sted, liv opstår og det sted, vi vender tilbage til, når livet slutter. Gennem stående stillinger og balanceøvelser undersøger vi den kropslige oplevelse af jordelementets kvaliteter og samspillet mellem forankring og bevægelighed. Programmet er godt at lave for dig, der savner jordforbindelse, vil I dybere kontakt med dig selv, føler dig ude af balance eller bare har brug for at sætte tempoet ned.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Let øvet
    Kroppen som anker

    Denne video er en del af forløbet "Skru ned for dit indre drama", der handler om stress og angst. Med stress og angst følger ofte en fornemmelse af ikke at stå stabilt - vi taler om at “miste balancen”, når vi ikke har det godt. Denne sekvens fokuserer på at genoprette fornemmelsen af at være i stand til at stå oprejst med energi, stabilitet og tryg kontakt til jorden.

    Yogastil: Vinyasa yoga
    Niveau: Let øvet

    ATTENTION IS THE RAREST AND PUREST FORM OF GENEROSITY