Den grundlæggende forståelse er vigtig
Ifølge Simon er det meget værdifuldt at have gode vejrtrækningsvaner: ”Du trækker vejret mindst 17.000 gange om dagen, og hver eneste vejrtrækning påvirker din tilstand. Derfor kan selv en mindre anspændelse eller små dårlige vaner få en uheldig betydning for, hvordan du går rundt og har det.”
Desværre er der ikke bare én teknik, der er “den bedste” for alle og i alle situationer. Vi er nemlig alle forskellige, og åndedrættet er en kompliceret størrelse. “Folk spørger ofte, om jeg ikke bare kan fortælle dem, hvad de skal gøre,” siger Simon, “og der må jeg bare sige nej, det kan jeg desværre ikke. Jeg kan give dig nogle teknikker, der ofte virker – men en del af det arbejde, der skal gøres, er at opbygge en basal forståelse for åndedrættet. Med en basal viden om vejrtrækningen, vil du nemlig kunne opdage, når du står i vejen for den, og så er det ofte ligetil at ændre på. Men så længe du ikke forstår mekanikken i åndedrættet, vil du være stort set blind, og så vil du blot kunne mærke, om det føles anspændt eller ej. I så fald er det endda tvivlsomt, om teknikkerne vil hjælpe dig, for mange af vores dårlige vaner kan vi sagtens tage med ind i vejrtrækningsteknikkerne.”
”Det er også meget individuelt hvilke teknikker, der virker bedst. Vejrtrækningen er nemlig hyperkompleks, og der er som regel flere reguleringsmekanismer i spil samtidig. Nogle reguleringsmekanismer er universelle for alle, mens andre er individuelle og erfarings- og associationsbestemte. Når jeg for eksempel underviser en teknik, hvor man sætter en lille anspændelse på vejrtrækningen for at ”vække” mellemgulvet, så virker den beroligende for de fleste, men den kan sagtens have den modsatte virkning for en astmatiker, fordi teknikken bliver associeret med et astmaanfald.”
Selvom der altså ikke er én teknik, der virker ens for alle mennesker, eller altid vil være optimal i en given situation, forklarer Simon, at der dog er nogle virkemidler, som generelt virker beroligende. At trække vejret gennem næsen virker eksempelvis beroligende, hvorimod vejrtrækning gennem munden virker stimulerende. På samme måde virker udåndinger beroligende, hvorimod indåndinger virker stimulerende.
Sådanne virkemidler kan være med til at give os en dybere forståelse af, hvordan åndedrættet rent faktisk fungerer, og hvordan vi kan bruge det aktivt til at skabe en positiv effekt i vores hverdag. Og det er lige netop det, Simon ønsker at sætte skub i med sin nye bog.
Hvordan hænger åndedrættet sammen med yoga?
“Yoga øger kroppens bevægelighed, og åndedrættet kræver, at noget skal bevæge sig,” beskriver Simon. “Det drejer sig om rygsøjlen, ribbenene, området omkring bughulen og bækkenet, som alle er involveret, når vi trækker vejret. Faktisk kan anspændelse omkring hofterne eller bækkenbunden også begrænse vejrtrækningens frihed. Yoga er fantastisk til at bevæge, mobilisere, afspænde og aktivere disse kropsdele, og den øgede bevægefrihed giver åndedrættet mulighed for at flyde endnu mere frit. Når yoga samtidig virker beroligende, vil dette også forplante sig i vejrtrækningen, og efter en yogaklasse vil mange opleve, at det er decideret lækkert at trække vejret,” siger han med et smil.
Simon forklarer videre, at åndedrættet omvendt også bliver brugt som et anker i yogaen. Ofte følger vi vejrtrækningens rytme fra stilling til stilling, og på den måde bliver vejrtrækningen til et konstant fokus gennem hele yogaprogrammet. Dermed tager man en af de mest basale meditationsstrategier med ind i yogaen, nemlig dét at have et kropsligt fokuspunkt. Hvis du for eksempel ser tv eller taler i telefon, mens du dyrker yoga, vil du kunne mærke, at der er et element af yogaen, som du ikke får med. Din yoga bliver ikke på samme måde sammenhængende og fokuseret, og du opnår ikke samme ro i sindet. Vejrtrækningen er det mest oplagte fokuspunkt at benytte, mens du dyrker yoga, og på den måde giver åndedrættet din yogapraksis et ekstra niveau.
Hvordan kommer du i gang?
Åndedrættet er et stort emne, og det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvor man skal starte, eller hvordan man kommer i gang. Der er nemlig flere forskellige skoler, retninger og systemer at vælge imellem, og det kan desværre sagtens virke uoverskueligt at begynde at arbejde med vejrtrækningen. Men her kan Simons nye bog heldigvis være en støtte: “Den her bog har til formål at få folk i gang. At give dem en base, der gør, at de kan navigere. Den base der gør, at de forstår, hvad de forskellige systemer og skoler har på hjerte. Det er helt klart derfor, jeg har skrevet den – for at hjælpe folk i gang.”
Hvis du ønsker at prøve nogle af Simons populære forløb og programmer om åndedrættet kan dem her:
Yoga, når livet er svært
Vejrtrækningen – en nøgle til fred og livskraft
Introduktion til Pranayama