Ro i alle aldre – yoga for efterskoleelever

af Trine Lunde Sørensen-Hygum den 02. september 2020

Når du hører ordet efterskole tænker du måske natterend, et år fuldt af sjov, hormoner og nye venskaber. På Agerskov Ungdomsskole er der utvivlsomt også både spirende romancer og interne jokes i luften, men de får selskab af den helt særlige ro, man finder gennem yoga.

Fred mellem flammer og fodbold
Jeg har talt med Agerskov Ungdomsskoles yogalærer, Karen. Hun starter med at forklare mig hvordan idéen til yoga på efterskolen opstod, for ligesom voksenlivet kan byde på et væld af at danse med, så kan ungdomsårene på mange måder også vise tænder

Det startede egentlig fordi, jeg selv havde fundet yoga og var blevet rigtig glad for det. Jeg tænkte, at der nok var en del af de unge, der ville have godt af at komme dybere i kontakt med deres ro og derudover kunne yoga være et alternativ til fodbold og de andre typer af bevægelse, vi allerede udbød

For Karen var det nemlig en pointe at lære de unge om bevægelse for bevægelsens skyld – ikke for at vinde, for at blive fit eller for at se perfekt ud, mens man gør det. Derfor bruger hun også tid på at lære sine elever at lukke øjnene.

At lære at lukke øjnene for presset
”Mange af mine elever synes, det er rigtig grænseoverskridende og mærkeligt at praktisere med lukkede øjne til at starte med. Men – når de lukker øjnene, åbner muligheden for at skabe et rum, hvor de bare er til stede i yogaen og kan lade den fylde i stedet for at tænke på, hvorfor Sofie kan få benet længere op end dem selv. Når de praktiserer med lukkede øjne kan det give en følelse af, at alle er lige og styrke fællesskabet”

Netop det med ikke at skulle præstere er noget, Karen har øje på. De såkaldte 12tals piger er nemlig tilbagevendende elever på hendes hold, og her nyder hun at give dem redskaber til at slippe presset og finde ro – om det så bare er i den time, yoga-sessionen foregår.

Husk altid at have åndedrættet med i tasken
Agerskov Ungdomsskole har 160 elever og alt undervisning foregår på iPads. Mellem notifikationer og minder for livet kan mandagsyogaen være en kærkommen måde at sikre en time uden andre indtryk end dem, kroppen selv giver en. Karen ynder at minde eleverne om, at de kan bruge yogaens teknikker – også når de ikke er på måtten

”Jeg prøver at huske dem på, at når de er ved at gå bagover af tankemylder eller er gået fuldstændig i sort til en eksamen, så kan det faktisk gøre en enorm forskel at tage sig tid til at have fokus på vejrtrækningen og komme ned i kroppen. Både ifbm. deres efterskoleår og deres vej ind i voksenlivet sker der konstant noget, og derfor er det virkelig værdifuldt at være i stand til at skabe sit eget, lille trygge rum i hovedet”

Småsnak og en helt særlig stemning
Karen og jeg slutter med at snakke om, hvordan hun sammensætter programmerne til sine yoga-elever, og om hvordan en yogatime på en efterskole adskiller sig fra en yogatime i et klassisk yogastudie. Her fortæller Karen, at det selvfølgelig varierer fra hold til hold, men at der meget af tiden er en mindre højtidelig stemning

Der er tit mere småsnak, end der ville være på et klassisk yogahold, men det er egentlig på en ret skøn og livgivende måde. Selv yogaen minder meget om den, man kender for de klassiske yogacentre, men stemningen er noget helt særligt fordi, det er meget tydeligt, at eleverne holder meget af hinanden

Karen runder af med at forklare, at der ikke er fokus på at lære de klassiske yogafilosofiske begreber. De har en times yoga om ugen og med den tid er der snarere fokus på at finde og forstå roen inde i dem selv uden, de behøver at sætte ord på eller kende alt den bagvedliggende historie.

Agerskov Ungdomsskole ligger i naturskønne omgivelser i Sønderjylland, har en bred idrætsprofil med linjer i blandt andet gymnastik, svømning og esport og valgfag i jagt og springgymnasstik. Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside lige her.