Sæt jer midt i rodet og find hyggen

af Yogavivo den 30. april 2020

Den seneste måned er danskernes familieliv blevet vendt op og ned og timerne, forældrene bruger på opdragelse er blevet flere – derfor har vi talt med Iben Sandahl, som er forfatter til bogen ”The Danish Way of Parenting” om, hvad der karakteriserer dansk opdragelse og hvilke aspekter, der er særligt gavnlige lige nu.

Småskænderierne øver vores evner i empati
De danske skoler såvel som de danske familier er ofte demokratiske helt ind i kernen, hvor alle medlemmer er involveret i beslutningsprocesser og uenigheder sjældent bliver afgjort af en autoritet, men snarere af de uenige parter imellem, og netop det er ifølge Iben en del af grundstenene i den danske opdragelse. Vi bliver konstant trænede i at forhandle, diskutere, argumentere og finde kompromisser – og de evner er vigtigere end nogensinde;

”Lige nu savner de fleste helt vanvittigt at se dem de plejer at omgås med og lave det, de er vant til. Situationens alvor gør, at vi i stedet får øvet evnen til at være i sync med vores familie, tale om tingene og finde måder, hvor vi faktisk kan nyde hinandens samvær på – men også at kunne rumme, at det er okay at være uvenner eller uenige ind imellem.”

Du kommer længst med ærlighed – men husk et ’men’
Iben fortæller, at vi i Danmark er gode til at se det positive i det negative, når vi taler. Hun kalder det ”reframing”, som groft sagt kan oversættes til, at vi forsøger at se fastlåste negative situationer i et lidt mere nuanceret lys – for eksempel via humor eller sarkasme. Noget af det unikke ved den danske opdragelse er, at vi er meget ærlige i forhold til vores børn, og at vi tør lade dem tage ansvar – også i de mere udfordrende situationer. Lige nu anbefaler hun forældre til helt bevidst at bruge ’reframing’ til at gøre hele situationen mere tryg for børnene,

”Lige nu er det rigtig vigtigt, vi tænker over, hvordan vi formulerer os, når vi taler om Corona. Hvis vi sætter skræmmebilleder op ved at sige, at ’alle vil dø’ eller at ’ingen ved, hvad de laver’, så kan du være ganske sikker på, at din frygt bliver doblet op mange gange hos dit barn. Derfor er det vigtigt, at vi imødekommer vores børns mange spørgsmål, for at hjælpe dem med at få styr på de mange informationer de samler op alle vegne fra. Vær så ærlig som det giver mening i forhold til barnets alder, vær nøgtern uden at lade dig rive med af dine egne følelser og indsæt et MEN, når du har fortalt om, hvordan situationen er lige nu. Fortæl f.eks. at ’..men, lige nu er der mange mennesker over hele verden, som arbejder på at gøre de syge raske og holde de raske raske.’ Det giver ro i maven. Det er også en god idé at barnet selv føler, at det kan være med til at gøre en forskel – for eksempel ved at være gode til at vaske hænder eller sende et håndskrevet brev til deres bedsteforældre. På den måde efterlader du dem med en handlekraftig følelse”.

Find ud af hvem I er som familie og
Iben har 12 år som lærer bag sig og mange historier om forældre, der skubber opdragelsen af barnet hen på skolen eller børnehaven, men den seneste måned har de fleste ikke haft den mulighed. Iben fortæller, at  selvom krisen er hård og forvirrende, så er den virkelig også en mulighed for at lære nyt om os selv og vores børn:

”Vi er meget tættere og mere sammen, end vi plejer. Det giver os virkelig muligheden for at stille skarpt på, om der er ting, som vi har brug for at ændre på i vores liv. Vi har ligeledes en unik mulighed for at lære vores børn endnu bedre at kende uden alle hverdagens almindelige forpligtelser, som kan gøre os mentalt fraværende og stå i vejen for nærvær og hygge. Nu får vi en chance for at reflektere over, om vi tager nok ansvar for at videregive de værdier og vaner, vi synes er vigtige for vores lille familie – for det skal vi jo i virkeligheden uanset om skolen har åbent eller ej!”

5 råd du kan bruge til din opdragelse under Corona-krisen

Lad dem kommende legende til tingene – I den danske opdragelse og skole har vi traditionelt set gennem tiden haft stort fokus på den læring, der sker udenom bøgerne, men gennem leg. Husk at selvom matematik-lektierne måske glipper en enkelt dag, kan vores børn stadig have lært en masse i den time, de kravlede rundt på træstammer, malede eller undersøgte forskellige biller i skovbunden.

Sænk ambitionerne og vælg hyggen – Det tager tid og energi at opdrage! Fokuser på at opbyg en god relation, hvor dine børn kommer til dig, hvis de har brug for støtte og omsorg. Dit hjem kommer ikke til at være pletfrit lige nu – prøv at se, om du kan finde ro i at tingene måske roder lidt mere end normalt, sig pyt og læg et puslespil, selvom opvasken kalder. Den tid, som du bruger på dit barn nu er givet godt ud senere. Hvis sammenhold og nærvær er vigtige værdier, er det nu, du kan fokusere på dem.

Vær ikke bange for at lade dem kede sig – Du skal endelig ikke aktivere dit barn konstant – heller ikke, selvom dit barn siger, at det keder sig. Sig: ’Det er okay – du finder nok på noget.’ Det er nemlig, når der opstår et tomrum uden aktiviteter, at barnet selv er nødt til at komme op med noget at lave (og her tænkes ikke på iPaden). Når børn får mulighed for at lege frit, udvikles deres kreativitet, nysgerrighed og de føler større tilfredshed og glæde, da de kan tage ejerskab på det, som de har fundet på. I sådanne situationer kan relationen til søskende også styrkes.

Se det som en gave – Det er i de vågne timer, dit barn udvikler sig allermest, hvilket, når det ikke er Corona-tid, er det, som du går glip af 5 dage om ugen. Du har nu muligheden for at have fokus på at undersøge og være nysgerrig på, om dit barn har vaner, sider eller præferencer, der er nye for dig. De aha-oplevelser kan nemlig være med til at skabe nye rutiner og fokusområder for jer i hjemmet – samt hjælpe med at tænke på det positive og holde modet oppe, når tingene kan føles tunge og meningsløse.

Vær til stede med dit barn – Øv dig i at nyde dét, dit barn kan lige nu og her i stedet for at blive så forhippet på, om det følger normalkurven og hvordan, det kommer til næste trin i deres udvikling. Hvis du ikke er til stede og nærværende med dit barn foran dig, kan det mærkes både for dig og dit barn.

Hvem er Iben Sandahl?

Iben Sandahl har skrevet bogen ”The Danish Way of Parenting”, som er oversat til 27 sprog. Hun er også forfatter til bogen: ”Det gør ondt i maven, mor” og ”Play the Danish Way”. Iben er uddannet lærer og psykoterapeut og driver nu egen praksis i Lyngby, hvor hun har samtaler med børn, unge og deres forældre. Hun skriver for Psychology Today og er lige nu aktuel med to online kurser: ’Lær at blive en tydelig forælder’ og ’Do you want to raise happy children? Parent the Danish way. Du kan finde hende på Instagram (thedanishway) eller på hendes hjemmeside: ibensandahl.dk

 

KOMMENTÉR HER