Parforholdet har fra den ene dag til den anden fået helt nye eksistensvilkår. Vi har talt med parforholdsekspert Daisy Løvendahl om, hvordan vi kan finde styrke i tosomheden og undgå parforholdskrise her under corona-krisen.
Et underskud af opvaskeoverskud
Vi indstiller, vi omstiller og vi indretter hele vores hverdag i disse tider, fordi vi ikke kan gøre som vi plejer. Mange par har mere end fordoblet deres antal af vågne timer sammen samtidig med, de ikke har fordoblet den tid, de faktisk har til at pleje hinanden. For der er stadig jobs der skal passes og egne tanker, der skal tænkes og netop alene-tiden er et af de punkter, Daisy først kommer ind på:
”Selvom vi elsker hinanden, kan vi have brug for at være fuldstændig os selv indimellem. Når du bliver irriteret over, din partner (efter din mening) fylder opvaskemaskinen forkert, er det som oftest et produkt af, at du er ved at være drænet og har brug for at være alene med dine tanker for at kunne lade op og finde mentalt overskud til at indgå i jeres forhold på en positiv måde igen”
Selskab kan få os til at glemme os selv
Med foranderligheden og de forhindringerne mange oplever med krisen, er der rigeligt at mundhugges om – lige fra hvem der hjælper med matematik, til om hjemmetræning skal foregå før eller efter morgenmad. Her fastslår Daisy, at man skal være opmærksom på ikke at ende i den grå sump, hvor ingen af parterne er glade:
”Et par skal på ferie. Hun vil på blid yogaferie til Italien, bade, spise gelato og finde ro. Han vil på hård vandreferie til Norge og se, hvor meget han faktisk kan yde. De ender med at tage til Harzen, og på den måde får ingen af dem deres ønsker opfyldt. Det skal vi undgå! Vi er vant til i høj grad at tilvælge hinanden i vores forhold, og lige nu er situationen vendt på hovedet – vi er tvunget til at være sammen, uanset om vi vil eller ej. Derfor er det særlig vigtigt, vi øver os i at indgå gode kompromiser i det nu engang det er muligt, hvor vi hver især stadig får lov at mærke friheden ved at vælge hinanden til. For når vi får lov at dyrke os selv, får vi overskud til at deale med alle de små irritationer og alt den stress, krisen og karantænen bringer med sig.”
Rum for det rasende som det rolige
Selvom den tætte tosomhed til tider give par pip på øverste etage, fortæller Daisy, at vi på mange måder har brug for den – rent praktisk for at få den nye hverdag til at hænge sammen (især for børnefamilierne) og emotionelt for ikke at blive ensomme og deprimerede. Men det kræver, vi tager situationen for hvad den er og ikke altid prøver at tvinge de positive sider frem:
”Jeg fraråder, at man taler sort/hvidt om det gode og det dårlige ved alting, og at man altid desperat forsøger finde lyset, fordi man er panisk bange for den mindste smule mørke – det udelukker muligheden for, vi faktisk kan opdage alle de ”mellemlag” af følelser, der også er tilstede. Lige nu er det bedste vi kan gøre for vores forhold at anerkende og acceptere, at der er nogle helt nye omstændigheder, der også fremkalder nye følelser i os. Og hvis vi rent faktisk på denne måde både rummer det lette som det hårde, er der en sandsynlighed for, at vi også kan få noget positivt ud af denne tid, fordi vi kan vokse sammen i modgang”
De fem og parforholdet
Daisy slutter af med at give fem konkrete råd, du kan bruge til at passe på dit parforhold – de særligt relevante her under krisen, men de kan bruges helt generelt.
1) Vær hver for sig! Træd ud af den grå ”tilpasse-sump”, hvor I forsøger at finde en mellemgrund, hvor I kan gøre alt sammen og giv dig selv tid til at mærke dig. Sig helt eksplicit til din partner (og eventuelt resten af familien), at du tager noget alene-tid for at lade op, så du igen kan være en god partner. Situationen lige nu er en anledning til at øve noget, de fleste af os kunne blive meget bedre til – nemlig at lytte til og agere på vores behov.
2) Prioriter tid til faktisk at være sammen. Lige nu er I med høj sandsynlighed ofte i samme rum uden faktisk at være sammen. Planlæg en date derhjemme, hvor I starter med 20 minutters yoga og fortsætter med tyve minutters massage, nus og et par gode kys. Når vi rører os, trykker vi på vores lyst-knap – det betyder, at det bliver nemmere både at mærke sig selv, hinanden og kærligheden og at sende alle frygt-tankerne på flugt. Gode oplevelser med hinanden lige nu er virkelig vigtige, fordi de giver energi til alle de hverdags øjeblikke vi møder, hvor vi i højere grad skal holde ud.
3) Vær taknemmelig. Der er lavet en del forskning, der tyder på at folk bliver mere robuste, kreative, optimistiske og lykkelige ved at praktisere taknemmelighed hver dag. Afsæt to-tre minutter en gang om dagen til at se hinanden i øjnene og sige tak for noget konkret, den anden gør eller er. På den måde bliver det tydeligt, I faktisk sætter pris på og ser de små ting, den anden gør – for eksempel holder overblikket over indkøbene, tager særligt flot tøj på eller laver sin partners livret.
4) Gør dig umage og elsk mere, end du tror, du kan. I denne tid har vi virkelig brug for hinandens anerkendelse og kærlighed, så grib de små muligheder for at vise den. Stå ti minutter tidligere op og klip et lille gækkebrev til din partner eller find et særligt godt cover af deres yndlingssang og send det til dem – det er ikke så vigtigt, hvad du gør, bare at de kan se og føle, du gør noget aktivt for at passe på dem.
5) Lad være med at handle i affekt. Når du er ved at eksplodere over, at din kæreste igen har lagt gaflerne modsat af, hvor de åbenlyst skal lægges, så træk vejret og træk dig. Roen giver dig mulighed for at føle efter, om din kæreste rent faktisk har overskredet en af dine grænser, eller om du har et andet uopfyldt behov, du skal tage dig af – for eksempel søvn eller alene-tid.
Hvis du stadig føler dig forurettet, så tag det op med din partner på en rolig måde på et tidspunkt, hvor de er forberedt på, I skal snakke – man må ALTID tage ting op, man ikke er tilfreds med, men det er vigtigt, det bliver gjort på en hensigtsmæssig og ligeværdig måde, hvor den ene part ikke føler sig taget på sengen.
Du kan finde Daisy her:
Instagram: https://www.instagram.com/daisy_lovendahl/?hl=da
Facebook: https://www.facebook.com/personligraadgiver/?ref=bookmarks
Hjemmeside: https://daisylovendahl.dk/
Og tilmelde dig hende nyhedsbrev her (hvor du endda får en lille gave i din inboks!)
https://daisylovendahl.dk/nyhedsbrev/