Første gang jeg græd til yoga var nok til min femte yogaklasse. Det var i starten af klassen, vi sad med lukkede øjne, underviseren bad os mærke indad, og spurgte så ud i lokalet “hvordan har du det?”. Den dag havde jeg det ikke særlig godt, men det var først da jeg sad der i ro, med lukkede øjne og mærkede efter, at jeg rent faktisk erkendte.
Forløsende frihed blandt fremmede
Anden gang jeg græd til yoga var en helt anden situation. Jeg var til en super god og intens klasse fyldt med dybe bagoverbøjninger, og jeg havde virkelig nydt det. Men da klassen sluttede var jeg simpelthen så emotionel, og da en anden yogaelev gav mig et knus, trillede tårerne ned af mine kinder. Det var helt anderledes end første gang, jeg oplevede at græde til yoga, for denne gang syntes jeg ikke, at der var noget i vejen, men de dybe bagoverbøjninger havde simpelthen forløst et eller andet i mig.
Så hvorfor er det, at vi kan opleve at græde til yoga? Hvordan kan bevægelser i kroppen udløse følelseudbrud, når vi ellers er glade og tilfredse? Og hvorfor kan en fremmeds spørgsmål, få tårerne til at trille? Det har jeg som yogalærer et par bud på:
Vi hungrer efter samhørighed og berøring
Een af årsagerne til at vi kan blive overvældede til yoga er, at vi pludselig mærker, at vi savner samhørighed. Vi lever i en verden, hvor teknologi fylder rigtig meget, og hvor vi så let som ingenting kan forsvinde ind i en anden virkelighed. I en yogaklasse er der ofte en fællesskabsfølelse, og en fornemmelse af et frirum, hvor vi ikke dømmer, men giver hinanden plads til at have det som vi har det. Og den åbenhed kan gøre, at vi pludselig føler os forbundne med andre mennesker, og den følelse kan være ganske rørende og overvældende.
Og det er ikke kun i overført betydning, at vi kan savne forbindelse til andre. Vi kan også rent fysisk være i underskud på berøring.
Når nogen giver dig et knus, aer dig på armen eller nusser dit hår, så frigiver hjernen en masse “lykke-hormoner”, som serotonin og dopamin. Men når der er gået længe i mellem at vi er blevet berørt, kommer vi i underskud på de kemikalier, og kan komme til at føle os alene, drænede for energi og nedtrykte. Og hvis din yogalærer så rører dig under klassen, eller en anden elev giver dig et kram efter klassen, så kan det pludselig frigive alle de her lykke-hormoner, og samtidig minde dig om hvor længe det er siden, at du er blevet berørt. Og det kan sagtens gøre, at der pludselig kommer nogle følelser rullende frem.
Yoga er en sjælden mulighed for at mærke dig selv
En anden grund til at yoga kan få os til at græde, forklarer meget godt hvorfor jeg selv begyndte at græde, da yogalæreren spurgte “hvordan har du det?”. Yoga handler om at mærke dig selv, om at stoppe op og om at være, hvilket står i stærk kontrast til hvordan de fleste af os lever fra dag til dag. Vi har ofte travlt med at gøre, udføre og eksekvere, og har mindre og mindre tid til blot at sidde, kigge ud af vinduet og mærke. Men al den ‘gøren’ får os til at overskrive signalerne om, hvordan vi faktisk har det indeni, og når vi så endelig sidder der på måtten, helt stille, uden noget at skulle lave noget, så er der pludselig plads til at mærke og plads til at følelserne kan komme op til overfladen. Og måske er det netop her du mærker, at du er en smule stresset, føler dig sårbar, alene eller hvad det nu kan være. Og at mærke den følelse og få den erkendelse, kan gøre dig ked af det.
Din krop gemmer på følelser og smerte
Indenfor mange kulturer tror man på, at krop, sind og sjæl er forbundne, og at forskellige steder i din krop gemmer på både gamle og nye følelser. Det betyder, at når du arbejder fysisk med kroppen, arbejder du også automatisk med de følelser, der gemmer sig rundt omkring i kroppen.
Især stillinger, der åbner hofter, ryg og hjerte, har ry for også at åbne op for vores følelser og tårekanaler. De åbner nemlig kroppen på måder, som vi ikke er vant til i vores dagligdag, og kan dermed vække følelser, som vi måske har gået og gemt væk. Hvilket nok er grunden til, at jeg følte mig enormt emotionel efter klassen med de dybe bagoverbøjninger, det vækkede simpelthen nogle følelser, jeg havde gemt væk.
Så yoga giver dig altså en mulighed for at bearbejde nogle af de følelser, som du har gemt væk, og det kan selvfølgelig være en smule forvirrende, især hvis du ikke helt ved, hvorfor de her følelser kommer til overfladen. Men tænk på det som en mulighed for at reflektere, og måske opdage nogle ting, som du har brug for at adressere i dit liv.
Måske har du prøvet at græde til yoga eller måske er det ikke noget, der er sket for dig, men uanset hvad, så tænk på at gråd ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men en fantastisk måde at frigive følelser på. Det kan være en lettelse, og kan endda føles helt terapeutisk. Så hvis det sker, så føl dig fri til at give tårerne og følelserne plads, og husk på, at du helt sikkert ikke er den eneste i rummet, der har prøvet at græde til yoga.