Hvordan 10 minutters daglig meditation kan forandre dit liv

af Yogavivo den 05. August 2019

Du får det at vide hele tiden. Meditation er godt for dig. Du bliver mere skarp, mere nærværende og rolig. Der er mange gode grunde til at meditere. Alligevel er det for de fleste af os svært.

For det første kan det være svært at finde tiden og roen. Og når vi så endelig sidder der, så kører tankerne for fulde drøn; “hvad skal jeg have til aftensmad? Hvor er min telefon egentlig henne? Hvad er det nu jeg skal i morgen? Jeg har faktisk for travlt til at sidde her”.

Og pludselig bliver du i tvivl; hvorfor har du overhovedet sat dig der og lukket øjnene, hvordan skal det på nogen måde have en effekt, og er det ikke bare spild af tid?

Nej – absolut ikke. Forskningen taler sit tydelige sprog: Meditation er nøjagtig lige så godt for dig, som rygterne siger. Og du behøver ikke flytte ind på stuegulvet i timevis, for at mærke dens effekt. Forskning viser nemlig, at så lidt som 10 minutters daglig meditation har en positiv effekt (kilde: https://thriveglobal.com/stories/meditate-to-feel-the-benefits/). Hvis du gerne vil i gang med at meditere og guides skridt for skridt anbefaler vi forløbet En vej til frihed. Når du har prøvet den er du ikke længere i tvivl om meditation er godt – også selvom tankerne kører afsted…
.

Men hvad er det så egentlig for nogle fordele, du har i udsigt, hvis du begynder at meditere fast? Her får du en række af de mest kendte, og derefter nogle af de mere usædvanlige måder, meditation kan forandre dit liv på, og måske er det netop den gulerod, som kan hjælpe dig i gang.

1. Hjælper med at reducere stress
En af de mest hyppige årsager til at prøve meditation, er ønsket om at reducere stress. Og det er slet ikke nogen dum indskydelse. Utallige studier viser nemlig, at forskellige meditations- og mindfulnesstyper hjælper med at afhjælpe stress, samt mange af de følgeproblemer som er forårsaget af stress. Det gælder både de fysiske følger så som forhøjet blodtryk, angst og udmattelse, såvel som de mentale udfordringer. Hvis du ikke lige ved, hvordan du skal komme i gang, kan du finde utallige meditationer på nettet. På YogaVivo.dk finder du også masser af meditationsvideoer, som du kan bruge derhjemme.

2. Forbedrer din koncentrationsevne
Såkaldt fokuseret meditation giver dig en god omgang hjernegymnastik, og hjælper dig med at forbedre din koncentrationsevne. Denne type meditation handler nemlig om at koncentrere sig, oftest på en enkelt ting ad gangen, som for eksempel vejrtrækningen. Og det hjælper dig altså med at forbedre din overordnede koncentrationsevne. Du bliver ikke bare mere koncentreret, du kan også koncentrere dig i længere tid ad gangen. Et studie har endda påvist, at du allerede vil mærke en effekt efter at have mediteret i kun 4 dage. Så hvis du står overfor et projekt eller en opgave, hvor du ved at koncentration er nøglen, så prøv at give meditation en chance.

3. Hjælper dig med at bekæmpe negative tanker
De fleste af os har prøvet at blive fanget i en spiral af negative tanker, hvor vi får overbevist om selv om, at vi ikke er gode nok. Og selvom det bare er tanker, kan de have en negativ effekt på vores selvbillede. Men også her giver meditation dig nogle værktøjer, til at ændre dine mønstre. I flere former for meditation lærer du nemlig at observere og forstå dine tankemønstre, så du lettere kan styre tankerne i en mere konstruktiv retning, og derved bryde den negative spiral.

Hvis du endnu ikke er helt overbevist om hvorvidt meditation er noget for dig, så kommer her nogle af de mere usædvanlige og måske mindre kendte fordele ved at meditere.

4. Kan gøre dig mere venlig og kærlig
Der findes mange forskellige former for mindfulness og meditation, og en af formerne, der hedder Metta (på engelsk går det også under navnet LovingKindness), har fokus på at øge kærlighed og venlighed. Det foregår sådan, at du først dirigerer kærlighed og venlighed mod dig selv, derefter mod en du holder af, så en du er neutral omkring, en du har det svært med, og til sidst mod alle omkring dig. Det du sandsynligvis vil opdage er, hvor meget kærlighed og venlighed du faktisk har i dig, og studier bekræfter, at denne type meditation gør, at du føler dig både mere positiv, ligesom det øger din medfølelse overfor dig selv og andre.

5. Gør dig i stand til at træffe bedre beslutninger
Meditation er ikke kun noget vi mennesker bruger i vores fritid, det har også vundet indpas på arbejdspladsen og på chefgangen. Og det er der god grund til. Studier viser, at meditation gør dig i stand til at træffe bedre beslutninger, fordi det forbedrer det område i din hjerne, som du netop bruger for at træffe beslutninger. Studier viser, at den mest gavnlige form for meditation i netop denne sammenhæng, er meditation hvor du fokuserer din opmærksomhed på en enkelt ting. Altså den fokuserede meditation, hvor du for eksempel fokuserer udelukkende på åndedrættet. Så hvis du står overfor en svær beslutning, kan det være det er nu, du skal i gang med at meditere.

6. Gør dig mere kreativ
Føler du dig af og til idéforladt? Savner du inspiration? Så er meditation måske vejen frem. Flere studier viser nemlig, at meditation kan øge din kreativitet. Men hvor du i tilfældet med at træffe beslutninger, har mest gavn af at praktisere den fokuserede form for meditation, så forholder det sig lige modsat, hvis du vil øge din kreativitet. Her får du nemlig mest ud af at praktisere den mere åbne og observerende form for meditation, hvor du for eksempel observerer, hvad der sker i din krop eller omkring dig. Jo bedre din evne er til at observere, desto mere øger du din kreativitet. Evnen til at observere er nemlig stærkt forbundet med åbenhed overfor oplevelser, hvilket er et af de personlighedstræk, der hænger sammen med kreativ succes (Kilde: https://www.mindful.org/does-meditation-boost-creativity/)

SUMMA SUMMARUM: At meditere er noget alle mennesker kan gøre for at forbedre deres mentale og emotionelle helbred. Det kræver ingen udstyr, og så lidt som 10 minutters daglig meditation kan blandt andet hjælpe dig med at forbedre din koncentrationsevne, reducere stress, og gøre dig mere positiv. Der findes mange former for meditation, og det er bare om at prøve dem af, for at finde den eller de former, der fungerer for dig.

Kilde: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1555415516001732

KOMMENTÉR HER