Når vi er i smerter, er det nemt at glemme alt det, der også er

af Yogavivo den 26. februar 2020

Ene Ravn er yogalærer (blandt andet hos Yogavivo), psykotereapeaut og erfaren i at arbejde med mennesker, der er i langvarige smerter – vi har taget en snak med hende om, hvad der sker, når kroppen lige pludselig føles fremmed og alting gør ondt.

Kronisk betyder ikke for evigt
Ene slår tidligt i vores snak en vigtig pointe fast:

“Der er rigtig mange, der bruger ordet kronisk forkert. Kronisk betyder ikke, at det kommer man helt sikkert til at have resten af livet. Kronisk betyder over tre måneder, og der er immervæk forskel på en livsvarig tilstand og en tilstand, der måske varer det næste halve år.”

Derfor er en af Enes kerneopgaver at lære sine patienter at finde ro i det, de ikke har kontrol over, eller evnen til at forudse hvordan deres tilstand udvikler sig, hvor hun læner sig op af annica, som er en term fra yogafilosofien, der netop beskriver den konstante udvikling, alting er i. Alting her i livet er flygtigt og foranderligt – også sygdomme. Det kan være, at de første forbedringstegn kun er få uger væk, enten fordi du ændrer en vane, der gør tilstanden lidt bedre, fordi du i det små begynder at heles, eller fordi din måde at anskue sygdommen på ændres.

Når vi ændrer vores syn, kan det blive nemmere at se muligheder
Ene bruger yogaen meget, når hun hjælper sine patienter med at “genfinde deres kroppe”. For hende skal det være en helhed – når en patient har delt deres smerte gennem samtale, kan hun hjælpe dem med at finde fokus, ro og styrke ved at lade dem mærke deres kroppe på en positiv måde på måtten.

Enes opgave er ikke at hjælpe sine patienter med at få en positiv indstilling til deres tilstande – det er, med hendes egne ord, snarere at kunne leve i det, der er, og at få det bedste ud af det.

“Det er slet ikke fordi, man skal begynde at synes, det er fedt eller noget – det ville ikke være naturligt overhovedet. Det er fordi, man skal komme derhen, hvor det ikke vejer én hver eneste dag, for det er også der, man begynder at kunne finde måder, hvor man stadig kan lave de ting, der gør en glad, fordi man ikke længere er hyperfokuseret på alt det, man kunne engang.”

Ene fortæller, at det handler enormt meget om at blive god til at tænke i modifikationer og huske på, hvad kroppen stadig kan, for selvom man måske ikke kan danse til solen står op hver eneste weekend længere, kan det sagtens være, at man med den rette planlægning kan danse til klokken et engang imellem – med andre ord guider hun sine patienter til at indse, at selvom en diagnose med smerter er et slag, behøver det ikke være et definitivt tryk på stopknappen for alt det, der giver deres liv værdi.

Smerte er ikke farligt – det er et livsvilkår
Ene skynder sig at slå fast, at hun virkelig godt kan forstå, at det er svært at bevare roen og troen, når livet sætter én i en træls situation og inddrager her yogafilosofi-begrebet duka, som direkte oversat betyder smerte.

“Når vi er i smerter eller generelt i en ny, presset situation, kan vi have tendens til at glemme alt omkring os og tænke, at vi er de eneste, der nogensinde har prøvet det, vi går igennem, når sandheden er, at alle er i smerte i perioder af deres liv. Smerterne er forskellige, men vi hverken kan eller skal undgå dem, og det kommer til at bide os i halen, hvis vi prøver for hårdt.”

Hvis vi forsøger at undgå smerten, lærer vi aldrig at leve med den på en måde, der er til at holde ud, og så får den lov at fylde mere, end hvad den faktisk bliver nødt til. Men ligesom alt andet, så tager det tid, og accepten er ikke en gennemskuelig, ret linje – den kommer i bølger, ligesom sygdommens symptomer gør, og netop det leder Ene til en af samtalens afsluttende pointer:

Det er en fuldstændig essentiel del af processen mod accept af et liv med vedvarende smerter at kunne leve i en hverdag, hvor man er nødt til at kalkulere med, at ingen dage er ens. Når man stadig er meget ny i det, har man tit tendens til at overkompensere på de gode dage og tænke, at nu skal man bare det hele, men det leder til, man brænder endnu mere ud på de hårde dage. Man er nødt til at finde et niveau, hvor man ikke bruger flere kræfter end, at man stadig ved, at der er til dagen efter.”

Yogaen, Ene laver med sine patienter, er med store modifikationer, men selv de få centimeter, armen nogle gange nøjes med at blive løftet, gør en forskel for patienters styrke, afspænding og tro på, at selvom der lige nu er noget, deres kroppe ikke kan, så er der masser, den stadig kan.

Ene Ravn er yogalærer hos Yogavivo.

 

Du kan finde hendes videoer her



KOMMENTÉR HER

Din email adresse bliver ikke offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.