
FORLØB
Lær at stå på hænder - let og legende
Det at stå på hænder har vi mennesker praktiseret i tusindvis af år. Det er kropsligt krævende, anderledes, sjovt og underholdende at se på. Håndstand er forbundet med vitalitet, mod og frihed.
Men hvor nogen virker til “bare at kunne” eller være komplet frygtløse, når det kommer til at vende på hovedet, er der enormt mange som møder frygt og kontrol-tab, når de begynder på denne omvendte rejse.
Det behøver ikke stoppe dig fra at øve dig og forbedre dig uanset alder, køn, krop eller andet.
Der er simpelthen brug for en tilgang, som rummer voksne mennesker uden baggrund inden for capoeira, gymnastik eller andet – og det er præcis hvad dette forløb med Peter Hunter handler om.
Du kan blive venner med din frygt, i stedet for at kritisere dig selv og føle dig bagud. Du kan træne sikkert og legende, og langsomt vil det, du er bange for ændre karakter.
I dette forløb kan du altid skrue op eller ned for graden af udfordring. Det vigtige er at have det sjovt og stole på processen – så er det nemt at være vedholdende!
Det vigtigste udstyr er en væg, du kan sætte fødderne på og plads omkring dig. Derudover kan du få brug for en yoga-måtte, en stabil stol eller lignende.