Åh nej – jeg keder mig til yoga
Få gode råd til hvordan du holder fokus, motivation og koncentration, når du dyrker yoga, så du aldrig behøver kede dig.

Har du også prøvet at trække en ven eller partner med til yoga, men blevet mødt af et stædigt nej og “det er alt for kedeligt!”?
Det har vi hvert fald – der er en del folk derude, der forestiller sig, at yoga virkelig kun handler om at trække vejret og sige “om”. Indrømmet: På den måde ville det måske blive kedeligt i længden. Læs vores råd til, hvad du kan gøre for aldrig at kede dig til yoga.
Tag tre dybe vejrtrækninger og så tre mere
Ja – det første råd er faktisk i tråd med den kliche, vi startede blogindlægget med at referere til – men et af de vigtigste våben mod kedsomhed i yoga er din vejrtrækning. Jo dybere du formår at trække vejret, jo mere er du også i kontrol over din hjerne, og du kan dermed sige nej tak til de distraherende tanker, der får det til at virke kedeligt at lave ingenting.
Tjek din teknik – den kan sikkert forbedres
Det er nemt at komme til at kede sig, hvis man har lavet den samme stilling mange gange, men når man har det, er der også mange, der begynder at slække på teknikken. Hvis du keder dig til yoga, så prøv at fokusere på hver enkelt del af øvelsen én efter én – spænder du dine skulderblade fuldstændig, som du skal? Står dine fødder lige? Sandsynligheden er, at der er en eller flere små steder, du kan stramme op, og fokus på det fjerner som regel kedsomheden.
Modificer og mix!
For det første kan man skifte mellem forskellige yogastilarter og lærere for at få evigt nye boller på suppen, men man kan også modificere de enkelte øvelser. Hvis du for eksempel er begyndt at kede dig ved normale squats, kan du prøve at tage dem på ét ben, og hvis du synes, hundens stræk er blevet for let, kan du prøve at løfte det ene ben så langt op i vejret, du kan. Internettet er en guldgrube i forhold til at finde modificeringer til yogastillinger, der både gør dem lettere og sværere – bare husk at lytte til din krop undervejs!
Få styr på dit udstyr
Måske er du en af dem, der ikke er til den meget rolige yoga, men hellere vil have fart over feltet og sjove hjælpemidler, når du træner. Prøv at skaffe en pakke træningselastikker og måske endda et par små håndvægte. Med meget lidt udstyr får du helt nye muligheder for at variere din træning og sætte styrke-elementet mere koncentreret i fokus.
Målet er i sigte!
Der er nogle mennesker, der keder sig ved aktiviteter, der ikke fører frem mod noget bestemt. Hvis du er en af dem, kan du måske slappe bedre af i yoga, hvis du sætter dig et mål om noget, du gerne vil opnå eller lære – for eksempel at stå på hænder, at træne to timers yoga om ugen eller at kunne nå dine tæer inden sommer. På den måde bliver yogaen et led i en proces, og det kan være motiverende for nogle.
Det meste er bedre, når man er to
Engang imellem kan det hjælpe på kedsomheden at dyrke yoga sammen med andre – måske laver de noget helt andet, end du er vant til, og måske har de nogle indput til, hvordan du kan pifte din egen rutine op.