tilbage til blog oversigt

Tillid og tosomhed – paryoga kan være en gave til dit forhold

6. April 2020

At dyrke yoga som par kan øge tilliden og tosomheden i forholdet og være med til både at øge roen og forbedre sexlivet.

Tillid og tosomhed – paryoga kan være en gave til dit forhold

Fordelene ved yoga bliver bestemt ikke mindre af, at du dyrker det i selskab med andre – faktisk bliver nogle af yogaens gavnlige effekter kun forstærkede, når du deler din praksis med din partner.

Paryoga kan være med til at øge tilfredsfølelsen i dit forhold

Studier viser at par, der jævnligt prøver nye ting sammen, generelt føler sig mere tilfredse i deres forhold og rapporterer om et højere niveau af romantiske følelser. Alene det, at prøve yogaen sammen, kan derfor gøre en forskel, fordi I får en ny oplevelse og muligheden for at bearbejde helt nye indtryk sammen. Er I allerede erfarne paryoga-udøvere, kan I opnå samme effekt ved at vælge en ny stilart eller lave om på settingen, I dyrker yoga i – prøv for eksempel at dyrke mørkeyoga om natten eller måske yoga i parken eller skoven.

Paryoga kan være med til at forbedre dit sexliv

Et studie fra Loyola University Health System viser, at paryoga kan hjælpe på en række af problemer, par kan have i deres sexliv. Her er det vigtigt at slå fast, at paryoga i sig selv ikke er af seksuel natur. Yogaen kan hjælpe, fordi man arbejder aktivt med at forstå hinandens kroppe bedre, at få dem til at arbejde sammen og at kommunikere undervejs, og når de ting bliver forbedret, oplever mange, at lysten stiger og sex bliver bedre, fordi niveauet af kropslig forbundethed skaber en dybere tillid – også uden for yogaen.

Paryoga kan være med til at øge tilliden i dit forhold

Paryoga kaster dig indimellem ud i at slippe kontrollen, ved for eksempel at lade din partner holde dig. Det er en effektiv måde at øve tilliden i jeres forhold, og netop denne bliver styrket, når du mærker, at du kan stole fuldstændig på, at din partner ikke lader dig falde. Paryoga er også en god arena at øve sig i at kommunikere behov og grænser. Der kan komme stillinger, som den ene af jer er utryg ved, og dette er en glimrende anledning for den ene til at kommunikere sit behov og for den anden til at lytte og acceptere – paryoga kræver generelt, at I kontinuerligt er opmærksomme på, om I begge er trygge, for I åbner døren til et sårbart og intimt rum.

Paryoga kan være med til at øge roen – både i dit forhold og i din hverdag

Det er efterhånden velkendt, at yoga generelt kan få os til at føle os mere rolige, men vidste du, at paryoga faktisk kommer med en bonus, når det kommer til at lindre stress, uro og angst? Et studie lavet af Psychological Science fandt, at når gifte par holdt hinanden i hånden under en yogapraksis, mærkede de en øjeblikkelig forbedring af deres stress-niveau, som de ikke oplevede, når berøringen kom fra en fremmed. Roen fra paryoga oplever mange par at kunne overføre til en højere grad af accept af hinandens forskelligheder, og den kan derfor være med til at mindske konflikterne i dit forhold.

YOGAVIVO STÅR FOR HØJ KVALITET AF YOGAUNDERVISNING MED DANMARKS DYGTIGSTE OG MEST ERFARNE UNDERVISERE