Gennem yoga, åndedræt og somatiske øvelser lærer du at mærke dine reaktioner, løsne op og støtte dig selv i bevægelsen mod den tilstand, du har brug for.
Du behøver ikke føle dig bekymret, frustreret eller fastlåst for at få noget ud af klasserne.
Hver session guider dig i retning af en ønsket tilstand – og kan både være forebyggende, støttende og bevidstgørende.
Du behøver ikke “være i krise” for at få gavn af at bevæge dig mod mere tryghed, nærvær og afklaring.
Om baggrunden for at “Kropslig alkymi” siger yogalærer Stina Madelaire:
“Dine sindstilstande lagrer sig i kroppen og påvirker din fysiske tilstand.
Hvis du fx har tankemylder, bekymrer dig, føler dig frustreret eller tvivler på dig selv, kan det komme til udtryk i kroppen som spændinger, smerter, tunghed, begrænset bevægelighed og andre såkaldte “skavanker”.
I virkeligheden er de fysiske tilstande signaler, der fortæller dig det, du måske ikke er bevidst om eller allerede ved, men bare ikke har formået at ændre.
Fordi der er sammenhæng mellem det, vi tænker og føler, og det vi mærker fysisk, kan vi også bruge kroppen til at påvirke vores sindstilstand.
På det her forløb lærer du nogle simple og effektfulde redskaber til at tjekke ind med din mentale og følelsesmæssige tilstand og løsne op for det, der blokerer, så du kan begynde at skabe bevidste skift i din tilstand, når du oplever, at noget begrænser dig”.
Sessionerne kombinerer yogaflows, somatiske øvelser, vejrtrækningsteknikker og afspænding.