Skal det projektfri nu blive et projekt?
Sådan spurgte en bruger på vores facebook. Vi var rigtigt glade for at få spørgsmålet, da vi godt er klar over, at det kan syne paradoksalt. Derfor vil vi gerne her dele vores tanker om det:
Om at være med det der er eller at sætte mål
Det kan være du kommer til yoga ,fordi du ved, at du vil have noget ud af det: du vil blive smidigere, have en glad ryg, føle dig mindre stresset og mere fredsfyldt. Du har nok også hørt en yogalærer opfordre dig til at gå lidt længere ind i en stilling, som du synes er pænt anstrengende. Eller du har prøvet at give den gas, og at en yogastilling føles mere end almindeligt udfordrende. Andre gange snakker yogalæreren om at give slip, give sig hen, droppe mål og retning og ”bare være med det der er”. Tilsyneladende er der en vis modsætning – og dog:
At slippe “enten / eller”-tanken
Vi vil opfordre til ikke at tænke det som ”enten-eller”, men i stedet som dele af den samme bevægelse. Det er ikke mere fint eller rigtigt at vi i yogaen – eller livet – bider os fast og sætter mål. Eller at vi giver slip, giver op eller giver os hen.
Begge ting er en del af livet og en del af at bevæge sig ad yogavejen. Hvis vi kun forholder os til eller bruger “enten / eller”, opstår der ofte smerte i enten overført eller konkret betydning. Men det er også en del af yogaen at gro fast og opleve, at den smerte det medfører er en del af både livet og det at være på yogavejen. Du kan altså ikke gå galt – den vej du går er din vej.
Hos Yogavivo ønsker vi at sætte fokus på den del af bevægelsen, som vi oplever er nem at glemme, når tempoet er hurtigt og målorienteret. Synes du, det bliver for meget et projekt til, der hvor du er lige nu på din vej, så lad endelig være med at bruge tid på “Dit Projektfrie Liv” – nyd at vi har en masse andre yogavideoer, du kan vælge imellem 🙂