De her blomkål er simpelthen så lækre! Opskriften er en af mine favoritter fra bogen ‘Kål og Kærlighed’. De er smagfulde med lidt bid, bløde indeni og med let sprødhed udenpå.
Opskriften udsprang for år tilbage af min afprøvning af opskrifter fra kreative amerikanske madbloggere, der havde fundet på at lave en udgave af den populære amerikanske ret “hot wings” med blomkål i stedet for kylling. Du har meget sandsynligt set den hos mange veganske/vegetariske bloggere i de senere år, for den bredte sig i den grønne madverden som løbeild.
Jeg blev dog udfordret på to punkter. Dels bryder jeg mig ikke om færdiglavede barbecuesovse, (der er proppet med sukker) og dels blev de for snaskede til min smag. Så selvfølgelig gik jeg i gang med at eksperimentere mig frem til en opskrift, som jeg havde lyst til at lave mere end en gang. Jeg har siden serveret dem for mange, og hver gang er de virkelig populære og rub og stub blir spist op.