‘Spiritualitet’ er for mange et ret abstrakt og lidt fremmed begreb. Det er et ord, der kan betyde mange ting. Og også et ord, som mange måske ikke rigtig ved, hvad egentlig betyder. Sådan har jeg det også selv – jeg har nogle forestillinger om, hvad det handler om, men ved det faktisk ikke rigtig. Derfor sætter jeg mig for at udforske, hvad spiritualitet egentlig er – eller kan være.
Jeg tager fat i Simon Krohn, som er underviser hos Yogavivo og cand.mag i filosofi med speciale i indisk filosofi. Han har studeret i Indien og undervist i yoga i 20 år. Nu underviser han bl.a. på yogalærer-uddannelser, afholder kurser, foredrag og workshops samt skriver bøger. Han er blandt andet forfatter til den moderne klassiker om yogafilosofi “Nærmere noget”.
Hvad er spiritualitet egentlig?
“Jeg bruger sjældent ordet spiritualitet”, siger Simon og forklarer, at rigtig mange får ordet galt i halsen. Han uddyber: “Spiritualitet behøver dog ikke kræve, at man tror på eksistensen af noget åndeligt. Man behøver ikke tro på, at der findes en sjæl eller chakraer eller noget tredje. Der findes ganske enkelt en række fænomener, som overskrider vores rationelle og videnskabelige forklaringsmodeller, og når vi arbejder systematisk med dem, så er det vel spiritualitet. For eksempel ved vi jo ikke, hvad bevidsthed er, og hvordan det opstår, og hvad der er betingelserne for det. Og i yogatraditionen er arbejdet med bevidstheden noget af det mest fundamentale. Så her arbejder vi med noget, som ikke er videnskabeligt eller objektivt kan behandles, men som nødvendigvis må være subjektivt eller eksistentielt. Personligt, kan jeg godt lide mystikken. Jeg har ikke brug for at vide, hvad der findes og ikke findes. Når jeg har en fin, spirituel oplevelse, opstår den på grund af en tilstand af ikke-dømmende åbenhed, og så snart jeg prøver at forstå, hvad det er, jeg oplever, er det, som om noget lukker i, og så er åbenheden og poesien forsvundet. Jeg vil hellere forholde mig ydmyg overfor fænomenerne. Det er det bedste, jeg kan gøre for ikke at ødelægge de fine øjeblikke.”
Hverdagsspiritualitet – lær at skrue ned
Da jeg spørger Simon, hvad spiritualitet så helt konkret betyder for ham i hans hverdag, svarer han: “Den spirituelle del af min praksis går ud på at skrue ned for mig selv. Skrue ned for min egen selvoptagethed – for den optagelse jeg har i mine projekter, hvordan jeg har det, mit perspektiv på verden osv. Det er, som om jeg ofte går rundt i en boble, hvor jeg føler, at jeg er super vigtig, og hvor jeg har ulideligt travlt med mig selv. Men når det så lykkes mig at skrue ned for det, sanser jeg pludselig omverdenen mere intenst, jeg mærker andre mennesker på en anden måde, jeg mærker vinden mod min hud, jeg mærker en helt anden følelse af helhed og forbundethed – jeg mærker verden. Jeg skruer ligesom op for noget større. Når jeg holder op med at prøve på at lykkes, bliver jeg naturligt en finere version af mig selv.”
Da Simon beskriver dette for mig, er der noget, der giver genklang. Jeg har aldrig set mig selv som spirituel, men der er helt tydeligt noget genkendeligt i det, han beskriver her. De dér små helt særlige øjeblikke med følelsen af pludselig at træde ind i et andet bevidsthedsstadie. Følelsen af ikke længere at være adskilt fra omverdenen, men at føle mig stærkt forbundet og ét med den. Følelsen af at blive rørt af noget, jeg ikke helt kan sætte ord på – nærmest bare at blive rørt af at sanse. Følelsen af noget på én eller anden måde større og meget smukt. Følelsen af fravær af alle behov og bekymringer. Følelsen af totalt nærvær. Jeg prøver at forklarer det til Simon – det er svært at sætte ord på. Men måske er spiritualitet ikke helt så fjernt fra mig, som jeg troede.
“Ofte tænker vi, at spiritualitet er noget helt andet, end vi kender i forvejen,” siger han. ”Men det kan sagtens findes i velkendte situationer. De fleste kender for eksempel følelsen af at være forbundet med omverden, eller flow-oplevelser, hvor det føles, som om noget større fører vores hånd. Vi har bare aldrig været opmærksomme på, at det var noget særligt – og vi har ofte kun oplevet det i små bidder. Men kan vi få det lidt mere ned på jorden og koblet til almindelige erfaringer, bliver det ikke så uforståeligt og mystisk.”
Det er ofte derfor, vi kommer tilbage til yogaen
Jeg spørger Simon, hvordan spiritualitet og yoga for ham hænger sammen. “Det kommer meget an på, hvad man lægger i det, og hvordan man investerer sig selv i det,” svarer han. “Hvis din interesse er yogastillinger, kan du sagtens dyrke yoga som ren “gymnastisk” eller “akrobatisk” praksis. På den måde kan du sagtens dyrke yoga uden nogensinde at komme derind, hvor det spirituelle finder sted. Det ligger dog i yogaens DNA, og selv om vi ikke bevidst stræber efter at bruge yoga på den måde, vil teknikkerne alligevel ofte åbne os for de her fænomener – så det spirituelle alligevel kommer snigende ind. Pludselig føler du dig rørt, forbundet eller mærker gråden trænge sig på, uden du nødvendigvis ved hvorfor.” For i yogaen træner vi at mærke og at sanse. Vi træner at være til stede og at give slip. Og det kan føre til spirituelle oplevelser eller en følelse af spiritualitet. “Som regel er det ikke på grund af det spirituelle, at vi starter med at dyrke yoga – men det er ofte derfor, vi kommer tilbage,” runder Simon af.
Giv dig selv en pause fra presset
For Simon er det helt tydeligt, at der eksisterer et pres fra samfundet, som spiritualiteten kan hjælpe med at løsne op for. “Vi lever i en tid, hvor tempoet er skruet gevaldigt op, og hvor der er ekstremt høje forventninger til, hvor meget vi skal præstere. Mange af os går således rundt og tænker, at vi skal være ekstraordinære og lykkes på en strålende måde, og det lægger et kæmpe pres på vores skuldre.”
“For mig er det yoga (og dermed også spiritualiteten), der gør, at jeg ikke farer helt vild i alt det. Det giver mig en pause fra præstationsræset og fra optagetheden af, hvordan jeg har det, og hvordan jeg klarer mig. Yogafilosofien er så vigtig her! For yoga kan sagtens blive en del af det her selvoptagethedsprojekt – det kan sagtens blive en måde at skrive sin historie på. For nogle kan det selvfølgelig godt være en bevidst handling, men hvis man ikke er klar over, at det sker, kan man blive fanget i det, og så risikerer man, at den store gevinst ved yoga udebliver. Så giver yogaen nemlig ikke en pause fra selvoptagetheden, men bygger i stedet oven på selvoptagetheden. Det er her, spiritualiteten kan hjælpe med at give slip. Og det kan være en kæmpe befrielse.”
Simon lever af at undervise i yoga, meditation og filosofi og er certificeret som E-RYT 500 hos Yoga Alliance. Han er cand.mag. i filosofi med speciale i indisk filosofi og har skrevet bogen “Nærmere noget – Filosofien bag yoga”. Han har boet og studeret yoga og yogafilosofi i Indien, Australien og USA og er desuden efteruddannet i kropsterapi.
Simon bor i København med sin familie, og for øjeblikket tilbyder han udelukkende foredrag, workshops og yogalæreruddannelser på yogastudier i Danmark og Sverige.
Se en oversigt over alle Simons videoer på Yogavivo