Kender du det populære træningsudtryk ‘no pain, no gain’? Løst oversat betyder det ‘ingen gevinst uden smerte’, og bygger altså på en tese om, at vi i vores træning og bevægelse er nødt til at presse os selv til et smertepunkt, hvis vi vil mærke fremgang og høste gevinsten af vores træning. Det er ikke svært at forestille sig, hvad risikoen kan være ved denne tilgang; for nogle vil det resultere i at de går over grænsen, og pådrager sig en skade, eller gør deres eksisterende skade værre.
Indenfor yogaverdenen hører man sjældent ‘no pain, no gain’-udtrykket. Tværtimod. Her bliver vi i højere grad skolet til at være mere forsigtige, til ikke at overbelaste os selv og til at bakke ud, hvis noget ikke føles godt. Måske især fordi mange i forvejen kommer til yogamåtten med en skade. Men hvad vi måske tager for givet er, at en for forsigtig tilgang faktisk kan være lige så risikabel, og gøre os lige så udsatte. Her er hvorfor.
Når yoga gør dig skrøbelig
De fleste af os har nok oplevet, at yogalæreren beder os om at bukke knæene i en stående foroverbøjning, for at gøre den mindre intens, at undgå bagoverbøjningen fordi lænden driller, eller bakke ud af en stilling på grund af den gamle skulderskade. Vi ønsker at passe på og skåne især når det kommer til skader, og det er selvfølgelig vigtigt, men det kan også tage overhånd. For hvis vævet i problemområdet vedvarende ikke bliver belastet, hvis det konstant bliver skånet, så sygner vævet hen, det degenererer, og på måde gør vi området mere skrøbeligt.
Forestil dig, at du er en astronaut ude i rummet hvor tyngdekraften ikke eksisterer; her vil astronautens væv og muskler svinde ind, fordi belastningen fra tyngdekraften er væk. Den samme effekt opstår, hvis vi altid skåner og bakker ud så snart vi mærker ubehag; de områder vil blive endnu svagere og endnu mere udsatte. Og det gælder uanset om vi arbejder med raske områder eller skadede områder.
Det medfører en negativ spiral: inaktivitet svækker vævet, som så ikke kan tåle ret meget belastning, så vi skåner endnu mere, hvilket gør området endnu mere skrøbeligt.
Men skal jeg så konvertere til ’no pain, no gain’-tilgangen? Acceptere at smerte er et vilkår for at jeg kan forbedre området? Bestemt ikke. Smerte bør altid være et signal til dig om, at du går for langt. Men der er et gyldent punkt, hvor belastningen er intens, men hvor du ikke tipper over til at mærke smerte, og det er denne form for belastning, vi bør være nysgerrige på. Ideelt set vil vi bevæge os tæt på grænsen og så bakke lidt tilbage igen. Det er måske lidt ubehageligt, lidt udfordrende, men der er ikke en decideret smerte. Så snart du mærker smerte, så bak ud, lad være med at gå derhen. Men lær at finde punktet og at mærke forskellen på en udfordrende belastning og en smerte.
Det punkt er forskellig for alle mennesker, fra krop til krop og endda fra dag til dag, og er altså ikke en grænse, som det er muligt for yogalæreren at pege ud kollektivt i en klase ved at bede alle om at strække eller bøje benene. Så hvornår ved vi, hvornår vi er på vej over en grænse eller hvornår vi skåner for meget?
Mærk dig selv og din autonomi
Kodeordet er opmærksomhed. Din yogalærer ønsker aldrig at du skal få en skade, men fordi din yogalærer skal guide ikke bare dig, men mange andre mennesker med vidt forskellige kroppe, skader og hensyn, kan det sikre valg for læreren være at guide så skånsomt som muligt. Og det kan for nogle elever være lige netop det, de har brug for, det kan ramme det helt rigtige punkt mellem belastning og smerte for dem, mens andre elever til samme klasse netop risikerer at blive mere skrøbelige, fordi de skåner sig selv eller området for meget.
Derfor er det vigtigt at vende opmærksomheden indad, når vi befinder os i de forskellige yogastillinger. For selvom det er let at lade tankerne vandre i en foroverbøjning, få skrevet indkøbslisten oppe i hovedet i childs pose og få planlagt resten af ugen i et sidestræk, så er tiden og opmærksomheden i stillingen en vigtig mulighed for at udforske belastningen, og udforske hvor det gyldne punkt er for dig.
På den måde udvikler du den fineste fornemmelse for din egen krop, dens signaler og din grænse, for det er i sidste ende kun dig, der kan mærke hvor grænsen mellem for lidt og for meget er for dig. Og når du har udviklet den fornemmelse, så ved du hvilke af yogalærerens anvisninger, der passer til dig, og om du i dag skal bukke eller strække knæene. Du ved at alle dage er forskellige, og at det hverken er smerte eller overdreven forsigtighed, der er vejen til gevinst, men derimod kropslig opmærksomhed.
Den helt store bonus er, at den kropsbevidsthed du skaber gennem yogaen, den kan du tage med dig ud i livet, for den måde vi bevæger os på yogamåtten, er som regel også den måde vi bevæger os i livet. Så når du gennem yoga bliver bedre til at mærke dine grænser, vil du opleve, at du udvikler en bedre fornemmelse for, hvornår du presser dig selv for meget i mange andre situationer af dit liv. Og den form for bevidsthed er guld værd.
Bemærk: har du alvorlige skader som fx en diskusprolaps, hjernerystelse, smerter efter en operation eller lignende bør du selvfølgelig altid konsultere veluddannede fagpersoner så du får optimal vejledning i forhold til netop din problematik og hvad du må og ikke må bevægelsesmæssigt.
Bemærk også at der kan være smertesignaler fra kroppen uden at der er en reel skade længere. Smerte kan være hjernens måde at “beskytte” et område som har været skadet. Således er det altid godt med individuel vejledning hvis du er i tvivl om arten af din tidligere skade og den smerte du føler.
Kilde: “Developing antifragility in practice: The necessary side of stress” af Bernie Clark