Er du udfordret af at skulle jonglere hjemmearbejde, hjemmepasning af små børn og arrangere skoling af de store – og føler du dig låst af nye coronarestriktioner?
Trænger du til et åndehul? Og vil du gerne gøre noget godt for dit fysiske og mentale overskud – men ved ikke helt, hvor du skal starte, og hvordan du får det gjort? Så læs vores 4 forslag nedenfor.
Forslag # 1
Lav 5-10 minutters yogapauser ved computeren.
Farvel til spændte skuldre og hovedpiner og velkommen til et åndedræt, der kommer ned i maven samt et øget nærvær og en bedre koncentrationsevne. Husk at lidt yoga er bedre end ingen yoga, og at koncentrationen alligevel daler efter 45 minutter koncentreret arbejdstid.
Med denne løsning sniger du korte pauser ind, som er langt mere givende end at tjekke Facebook eller dr.dk i løbet af arbejdsdagen.
Prøv f.eks. dette program på 9 minutter til at nulstille systemet i løbet af arbejdsdagen eller lige, når du slutter arbejdet for at kunne være mere nærværende overfor dig selv og familien.
Find programmer her der kan laves på kontorstolen uden at skifte tøj, og som varer i mellem 4-19 minutter.
Bonus: du behøver hverken bruge tid på at flytte dig eller klæde om.
Hæng på lidt endnu! Måske er den rigtige løsning en af de tre næste forslag.
Forslag #2
Lav yoga og træning om aftenen når børnene sover. Nogle gange kokser det trods alle de gode intentioner, og så kan løsningen være at gøre det om aftenen. Har du mulighed for det så aftal, at en anden står for putningen på tre udvalgte dage de kommende uger – det vil helt sikkert komme hele familien til gode, at du prioriterer dig selv!
Prøv f.eks. dette 12 minutters træningsprogram efterfulgt af dette 12 minutters yogaprogram, der løsner spændinger og giver ro i tankestrømmen.
Har du en aften bedre tid, kan du prøve det her yogaprogram til at løsne spændinger og fremme en god søvn.
Forslag #3
Er til dig der har brug for hjælp til at finde et godt program. Til dig, der gerne slippe fysiske og mentale spændinger men ved, at bare dét, at du selv skal finde et program, spænder ben for, at du får trænet. Vi anbefaler, at du hopper på forløbet ”Kort og godt”, hvor du laver yoga 10 minutter om dagen i 10 dage.
Programmet lander i din indbakke kl 05 om morgenen, og du kan passe de ti minutter ind når som helst i løbet af dagen.
Forslag #4
Få styr på dine prioriteter:
Lad opvasken stå, vasketøjet flyde og accepter at dine søde poder muligvis afbryder dig, imens du træner. Husk at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger. Så hvis du gerne vil inspirere dem til at prioritere at træne og lave yoga, så skal du vise dem det.
Hvis du gerne vil lære dem ro og nærvær, skal du have det selv . Det handler ikke om, at nogle skal føle sig ”skyldige” – det handler mere om, at vi alle sammen engang imellem glemmer, hvad der er vigtigt, og at vi som forældre altid har ansvaret for stemningen og vores eget overskud – det er os og ikke vores børn, der skal vende skuden.
Måske kan det være en hjælp også at lave yoga med dit barn? Se vores udvalg af børneyoga her og find endnu flere programmer til børn her på vores ‘Yoga i klassen’. Med tiden kan de måske lave lidt yoga imens, du laver noget.
Forhåbentlig finder du nogle dejlige og nærende åndehuller – god fornøjelse!