Et grundprincip i ayurveda – som er et holistisk sundhedssystem fra Indien – er, at leve i pagt med naturens rytmer, både døgnets og årstidernes rytme. På den måde opnår vi bedre sundhed og vitalitet.
Vi har spurgt yogalærer og ekspert i ayurvedisk selvomsorg Janni Ide Daugaard om, hvordan du bedst kan støtte din krop med ayurveda her i overgangen mellem vinter og forår.
Hvorfor har kroppen brug for forskellige ting i forskellige årstider?
Der er en gylden sætning i ayurveda om, at det der sker udenfor os, sker også inden i os. Vi bliver med andre ord påvirket af lys og mørke – den cirkadiske rytme – og af kulde, varme, tørhed, fugt, blæst, klart vejr, skyet vejr. De forskellige årstider rummer altså nogle forskellige kvaliteter, som påvirker os fysisk og mentalt. Hvis en given slags vejr ofte udfordrer én, kan man i stedet for at være ‘offer’ for vejret tage sin power hjem og lave små justeringer i sin hverdag, og dermed opretholde sin balance. Det kan eksempelvis være, at lave en slags yoga, der passer til årstiden.
Hvordan kan ayurvedaen hjælpe os på denne tid af året?
Når vi går fra vinter til forår anbefales det fra et ayurvedisk perspektiv, at man hjælper kroppen og sindet med at give slip på den lidt tungere og indadvendte vinterstemning til fordel for den mere aktive og udadvendte stemning, der følger med foråret og sommeren. Det gør man eksempelvis ved at være mere aktiv, ved at få lidt sved på panden, ved at spise simle og letfordøjelige måltider og ved at have det sjovt, da det har en stemning af lethed, der står i kontrast til den indadvendte og lidt tunge vinterstemning.
I ayurvedaen er jeg stødt på sådan en lidt poetisk sammenligning mellem vinter-is, der smelter i naturen og ophobet slim i kroppen, der ‘smelter’ og flyder ud i kroppen. Hvis den slim ikke hjælpes videre ud af kroppen, kan det sætte sig som ubalancer. Det kunne eksempelvis være problemer med slim i bihuler og lunger om foråret eller at man simpelthen får allergi.
Ayurvedaen giver en række redskaber til foråret. F.eks. at tørbørste huden, så den stimuleres, og man bedre kan udskille affaldsstoffer dén vej. At man holder sin næse og sin mund ren – f.eks. ved hjælp af næseskyller og tungeskraber samt mundskyl i olie eller saltvand. Derudover kan det være rigtig godt at sippe varmt vand i løbet af dagen, da det hjælper med at skylle kroppens store fordøjelseskanal igennem (den der løber fra mund til anus).
Man kan også lave en decideret udrensning, hvor det dog altid er en god ide at få professionel hjælp, så kroppen – og ikke mindst hjernen – stadig får de næringsstoffer, den har brug for. Hvis man ikke er til decideret udrensning, kan man i foråret prioritere at spise simple retter med få letfordøjelige ingredienser. Prioritere at ingredienserne er lokale og i sæson. Og i det hele taget nøjes med at spise, når man vitterligt er sulten, så fordøjelsessystemet får pauser mellem måltiderne til at passe sit arbejde.
Derudover er det vigtigt, at man sørger for at sove sine 7-9 timer hver nat, da kroppen kører et gigantisk og imponerende rengøringsprogram af krop og hjerne hver nat – hvis vi altså prioriterer vores nattesøvn. Og så naturligvis bevægelse, der støtter op om at skabe cirkulation i hele kroppen og få “luftet ud” i alle hjørnerne.
Jannis 5 råd til at lande i blødt i foråret efter en lang og kold vinter:
1) Få pulsen op minimum én gang dagligt, for at skabe cirkulation i hele systemet ovenpå vinteren.
2) Brug en tørbørste inden du går i bad, så du fjerner døde hudceller og trækker blod op til huden. Derved får huden – som er et kæmpe organ – nemmere ved at udskille affaldsstoffer
3) Drik varmt (kogt!) vand i løbet af dagen, så du skyller den store fordøjelseskanal igennem. Og hvis du ikke kan overskue varmt vand, så undlad som minimum isterninger og vand, der har stået i køleskabet, fordi koldt vand kan påvirke din fordøjelse i negativ retning.
4) Spis et tidligt og let aftensmåltid, så du ‘faster’ 12-14 timer én gang i døgnet.
5) Hold dine luftveje rene, så du ikke bliver lagt ned af en forårsforkølelse, og så du forebygger allergi, der ellers kan opstå senere på sæsonen. Du kan bruge en næseskyller, en tungeskraber og din tandbørste til formålet.
Janni anbefaler:
Sofakartoffel flow
Kropslig tilstedeværelse gennem twist og balance
Janni har dyrket yoga siden 1997 og startede med at undervise i 2008. Udover sin grunduddannelse har hun deltaget i en lang række kurser og efteruddannelser, hvilket har givet hende kompetencer indenfor hatha-, vinyasa-, yin- og restorativ yoga samt pranayama, meditation, yogafilosofi og ayurveda.
Som underviser er hendes intention at skabe et trygt rum, der indbyder til at eksperimentere med bevægelse, bevidsthedstræning og oplevelsesbaseret praksis. Intentionen er, at kunne give sine elever større selvindsigt, så de får nemmere ved at navigere i verden udenfor yogamåtten.