Hvordan holder du din yoga-rutine ved lige på en ferie?

af Yogavivo den 13. februar 2020

Hvad end du er på vej til sydens sol eller pisternes sne, er det en god idé at holde din yoga ved lige. Når vi er på ferie, får både kroppen og hovedet nemlig en overflod af nye indtryk, ny mad og ændrede sengetider. Selvom det både er skønt og spændende, er det også stressende for kroppen, og derfor kan yogaen være en kærkommen hjælp til at sikre, at du får det fulde ud af din ferie.

Lav en aftale med dig selv, før du tager afsted og gør den realistisk
Hvis du tænker, at du bare kan lave yoga, når du lige får lysten og overskuddet på ferien, får du nok ikke lavet alverden, for der er helt sikkert pools, museer og alt mulig andet, der trækker. Hvis du derimod aftaler med dig selv, at du skal lave ti minutters yoga hver morgen inden morgenmaden, er det mere realistisk, det kommer til at ske, for så er det i din mentale kalender. Gør det så nemt for dig selv, om muligt, ved at vælge sekvenserne på forhånd og tag selvfølgelig hensyn til typen af din ferie – skal du bruge resten af dagen på at vandre 25 kilometer op af et bjerg, gør du for eksempel klogt i at holde igen med dine squats.

Pak til at få det gjort – det forpligter
Hvis du rent faktisk smider et par yogabukser og en yogatop i tasken, er det sværere at springe træningen over, for så kommer det til at virke spildt at have brugt plads på det! Det kan lyde som et underligt trick, men det virker faktisk. Har du ikke plads til den yogamåtte, kan du til mange stillinger bruge et håndklæde.

Nyd dine omgivelser, mens du laver yoga
Du kan sagtens udforske din feriedestination og holde din yoga ved lige på én gang. Selv hvis du ikke har mulighed for at dyrke yoga i solnedgangen på stranden, så kan det være, du kan dyrke yoga i en park med en fantastisk graffiti-udsigt eller på en bænk i sneen, hvor det måske bliver dit første møde med cold yoga. På denne måde kan du bruge yogaen til at opleve byen og samtidig få nogle helt unikke oplevelser med din praksis.

When in Rome…
Udover at bruge de lokale, fysiske omgivelser, kan du også undersøge, om der er et lokalt yoga-studie i nærheden af, hvor du er på ferie. Det kan være en sjov måde at få en fornemmelse af, hvordan folk i området kan lide at dyrke yoga – i USA kan man for eksempel både dyrke gede-yoga og øl-yoga. Er du i et land, hvor du ikke taler sproget, kan det stadig være sjovt at tilmelde sig en klasse – så skal du bare kigge godt efter, hvad læreren gør!

Husk, du er på ferie!
Vores sidste råd kan måske virke selvmodsigende, når vi lige har brugt et helt blogindlæg på at argumentere for, du skal passe din træning – men husk, at det ikke er verdens ende, hvis du skipper din yoga en dag eller to. Hvis du er fuldstændig flad efter at have været på byvandring en hel dag, eller hvis du bare slet ikke kan vente med at komme ud og drikke fantastisk vin, så kan yogaen vente til dagen efter – en af grundstenene i yogaen er jo trods alt at lære at være tilstede i øjeblikket og at nyde livet.

KOMMENTÉR HER