Hvordan går man yogavejen, når den stritter i alle retninger?

af Birgitte Gorm Hansen den 13. april 2016

Yoga kan være udfordrende og intenst og midt i det skal man ’give slip’. Hvordan hænger det lige sammen? Her får du yogalærer Birgitte Gorms tanker omkring yogaens paradokser.

Hvordan går man yogavejen når den tilsyneladende stritter i alle retninger? 

Yoga er fuld af mærkelige modsætninger. For eksempel: Det ene øjeblik står man krøllet sammen og sveder i en eller anden underlig stilling, som føles, som den vildeste udfordring, og overvejer om man nogensinde bliver god til det her. Det næste øjeblik får man at vide, at det hele handler om at ”give slip”, droppe ambitionerne og bare ”være med det der er”. Og så siger de at yoga betyder ”enhed” eller ”forening”. Yeah right!
Hvordan går man yogavejen når den tilsyneladende stritter i alle retninger?
Måske skyldes vores navigationsvanskeligheder, at yogatraditionen i virkeligheden blev opfundet af personlighedsspaltede guru-typer, der spiste alt for mange svampe? Det er absolut en mulighed. En anden mulighed er, at yogatraditionen ikke er et filosofisk ståsted, men snarere en bevægelse der altid går på to ”ben”: Med det ene ben går vi efter guldmedaljen, med det andet ben giver vi op.

Gå efter guldmedaljen
Lad os tage den med guldmedaljen først. Hvad fik dig til yoga for første gang? De fleste af os sætter vores ben på en yogamåtte fordi vi længes efter et eller andet ”mere”. Vi vil have vores praksis til at give os noget eller gøre noget. Denne side af yoga ligger lige til højrebenet hos os vesterlændinge. I skolen, på arbejdspladsen og i selvhjælpsbøgerne lærer vi at vi skal sætte os ambitiøse mål, kæmpe for vores drøm, blive en bedre version af os selv, at være helten i vores egen fortælling, gå passioneret efter guldet. I yoga kan ”guldmedaljen” tage mange former. For nogen af os er det noget fysisk: En blød sansefornemmelse i kroppen, afspænding, styrke, smidighed, energi, helse, bedre nattesøvn, en stilling vi gerne vil mestre, et friere og roligere åndedræt. For andre er det mere noget psykologisk eller filosofisk: Mening i tilværelsen, ro i sindet, fred på jord, mindre lidelse, autenticitet, frihed, kærlighed, intimitet. Hvis man er helt oppe på den store spirituelle klinge kan det være man dyrker yoga for at nå en tilstand af spirituel oplysning. (Ja, og så er der os, der primært kommer til yoga for at få en 10 minutters ”morfar” i afspænding efter en lang arbejdsdag.) Uanset hvad det er, du går efter, så står du på yogatraditionens guldmedaljeben, når du på en eller anden måde gerne vil have, at du selv og verden omkring dig får noget ud af din praksis. Det er en integreret del af vores menneskelighed at søge og stræbe efter fuld udfoldelse. Det er det, der driver os hen på yogamåtten for første gang, og det er også det, der får os til at blive hængende på den og brænde passioneret igennem, når det bliver udfordrende.

Og giv så op
Og så er der det andet ben. Det med at give op. Det kan måske lyde lidt mærkeligt. Hvad er det fede ved at give op? Vi yogalærere pakker det ofte ind i mere spiselige vendinger, såsom overgivelse, hengivelse eller at give slip. Men implikationen er, at kunne give op. De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i livet hvordan, det at slippe et fast holdepunkt, en drøm eller et projekt netop har været begyndelsen på noget helt nyt og skønnere, som man på ingen måde kunne have forestillet sig mens man holdt fast i det gamle. Det her lærer vi ikke ret meget om i skolen, på arbejdspladsen eller i selvhjælpsbøgerne. Kan du komme i tanke om et menneske der bevidst har lært dig hvordan du bliver god til at give op? Nej vel? Det virker bare ikke sexet. Ikke desto mindre vil jeg gætte på, at det her andet ben – det med at give op, give slip eller overgive sig – i endnu højere grad, er det der får os til at søge yoga. Der er noget i os, der længes så dybt efter at droppe al stræben og give sig hen til livet og nuet. At vide med sikkerhed, at vi er født hele, at vi er ok præcis som vi er. Hvis man kigger på ideen om ”oplysning” så referer den netop til en proces, hvor mennesket giver fuldstændig slip på ideen om, at der overhovedet er en guldmedalje, en gulerod eller noget at ”opnå” i livet. Oplysning er, at kigge sig i spejlet en morgen og fatte, helt ind til benet, at du ikke bliver bedre end du er lige nu. En af mine venner (komponisten og zen munken Troy Lennerd) siger det så rammende: ”Folk stræber efter oplysning, som var de olympiske svømmere, der kæmpede om guldmedaljen, men alle dem der faktisk har vundet den olympiade vil kunne fortælle dig, at ”oplysning” i virkeligheden føles mere som at drukne”.

Yoga som gangart
Der står man så i kriger II og sveder med et ben i hver lejr. Kommer vi overhovedet nogen vegne på den måde, kunne man spørge? De to ben i yogaens fundament lader til at være plantet i hver sin galakse! Skal jeg holde fast og kæmpe? Skal jeg give slip og opgive? Og hvem var det lige der kom på den sindssyge idé, at gøre begge dele samtidig?
Der er mange bud på hvordan, man går yogavejen. Nogen vil hævde, at det ene ben er rigtigt og det andet ben er forkert. At vi holder op med at være forvirrede, hvis vi vælger det rette ståsted for vores praksis. Jeg tror snarere forvirring skyldes, at vi er opdraget til at tænke I ”enten/eller”.

De to ben i yoga duer ikke til ret meget hvis vi ser dem som adskilte, filosofiske ståsteder. De er snarere en slags gangart. Din praksis er en ubrudt bevægelse, der med tiden former netop din yogavej. Nogen gange griber du fat, og nogen gange giver du give slip. Nogen gange giver du alt, hvad vi har i dig, andre gange giver du op. Yoga er (måske) bare det, at være i konstant bevægelse. Lidelse opstår typisk, når vores gangart gror fast på det ene ben, når vi føler os fastlåst eller humper rundt i cirkler. Men at gro fast for en tid, er også yogavejen. Du kan ganske enkelt ikke træde ved siden af. Yogavejen har intet autoværn, dit næste skridt ER vejen. Uanset hvilket ben du står på, hvor længe du står der, og hvordan det føles, er du stadig på vej. Den anden fod venter tålmodigt på næste skridt. Efter højre kommer venstre, efter indånding kommer udånding.
Men altså. Man behøver ikke være superguru for at regne ud, at det er noget mere praktisk, at gå på to ben end det er, at hinke hele vejen hjem.

KOMMENTARER 3

  1. Pingback: Yoga går på to ben

  2. Birgitte G

    Kære kris
    Ja, hvad med alle os i fiaskogalleriet? Hvis vi er ærlige med os selv tror jeg det galleri er et sted vi alle sammen besøger før eller siden uanset hvor privilegerede vi er (økonomisk, socialt, helbredsmæssigt, psykologisk, spirituelt, politisk, you name it…). Vi vælger ikke hvor på planeten vi nu engang bliver født eller hvem der lige bliver vores forældre. Du og jeg har ikke valgt alle de nedture og bundskrabere og tab vi møder gennem livet. Vi har heller ikke valgt at være blandt planetens rigeste og mest overskudsagtige befolkningsgrupper med adgang til internet, læsefærdigheder og ressourcer nok til at vi kan dyrke yoga og endda diskutere det med hinanden på nettet. Det var sådan terningerne faldt. Men hvad gør vi ved det?
    Ja, i den moderne yogaverden er det let at glemme at privilegier ikke er alle forundt. Det er der gode historiske grunde til. I mange århundreder var det de rige og aristokraterne der sad på yogaen, folk der havde andre mennesker til at knokle sig ihjel så de kunne sidde på en pude og tænke over den dybere mening med tilværelsen. Lad os ikke glemme hvordan den kulturelle bagage også er med til at forme nogle grundlæggende antaglser i vores moderne yogaverdenen. Og lad os så se at komme på noget der er bedre.
    Ja, nogen gange former livet sig sådan at vi finder os selv med røven bar på bunden af den sociale orden hvorfra der ikke er andet at gøre end at græde over det der gled os af hænde eller det der aldrig kom indenfor rækkevidde. Og når jeg selv har siddet der i fiaskogalleriet er det værste i verden da netop en velmenende overskudsagtig yogalærer der fortæller mig at hvis bare jeg træner mine lår, drikker en super food smoothie, tænker positivt og øver mig på min håndstand, så skal jeg nok blive en lige så kæmpestor sucess som hun selv synes hun er. Fuck det gejl.
    Derfor dette indlæg.
    Fordi klimaforandringer, strukturel ulighed, sygdom og død ikke er noget vi kan lave om på ved at læse ”the secret” og smile til os selv i spejlet. Fordi nogen gange er livet bare røv og nøgler og vi må kaste håndklædet i ringen. Fordi det er ekskluderende når yoga KUN markedsføres og italesættes som et redskab til at optimere os selv og blive lykkeligere. Fordi det er lige så ekskluderende at hævde at dem der dyrker yoga for at ”få noget ud af det” er forkerte, poppede og overfladiske og at folk der lider er de eneste sande yogier. Fordi vi ikke skal stille os tilfredse med én definition alene. Det er enøjet eller etbenet om man vil. Yoga er altid MERE end vi havde regnet med.
    Og derfor skal yoga gerne være en praksis hvor ingen sættes udenfor døren. Når vi er brændt helt ud og ned til grunden og har glemt at intet varer evigt er vi i vores håbløse tabereksistens stadig værdige til yoga. Når vi står og føler os som toppen af poppen og har glemt at intet varer evigt er vi i vores arrogante selvfedme stadig værdige til yoga. Ingen skal komme og fortælle mig at jeg kun må være med til yoga hvis… At yoga kun er…
    Fordi ingen har ret til at definere os ud fra det ben vi nu engang er blevet fanget på. Fordi det eneste vi kan være sikre på er, at så længe vi er i live er der altid er mere at give slip på og derfor også mere at få. Fordi ingen ved hvad der skal ske andet end at det helt sikkert ikke bliver som vi har forestillet os. Så længe vi er levende er der mulighed for at blive overrumplet af livet og opdage at der måske var et andet ben, et skridt mere, en helt crazy retning ingen kunne have regnet ud på forhånd.
    Men jeg er helt med på at nogen gange føles det ikke sådan. Og for dig er det måske heller ikke sådan. Hvis der virkelig ikke er mere at give slip på er dit spørgsmål muligvis skrevet af en person der ligger i respirator på livets yderste kant. I så fald undskylder jeg for min arrogance. Det var ikke min mening at ekskludere nogen med min blog. Tvært imod faktisk.
    KH B

  3. hm – hvad med alle os i fiaskogalleriet – alle taberne – de nødvendige antagonister? Alle os der ikke har noget at give slip på – alle os der lader livet slippe ud af hænderne – er yoga bare ikke noget for os, eller skal yoga være det modsatte ben for os? Disciplinen og plejen af egoet?

KOMMENTÉR HER

Din email adresse bliver ikke offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

*

*