Hjemmeretreat


Hjemmeretreat med yoga, meditation og fitness 

Mellem mere intenst samvær med vores husstand, navigation i forandringer og usikkerhed og mindre mulighed for at dyrke det, vi holder af, er der mange, der trænger til lidt forkælelse.

Derfor vil vi gerne invitere dig på hjemme-retreat!

Du vil føle dig totalt genopladet efterfølgende og kunne mærke forskel på din energi, dit humør og dit sociale overskud.

Hvad kræver det? 

Hvis det er muligt, så find en egent dag uden andre aftaler og slip dagligdagsprojekter, studiet, arbejdet og hvad der ellers optager din opmærksomhed i det daglige.

Det kan være god idé at have forberedt (eller bestilt) lidt sund og nærende mad, indkøbt lidt snacks og lækker the og på forhånd have sørget for at lufte ud og rydde op, så du kan slappe fuldstændig af på dit hjemme-retreat.

Sluk hvis muligt alle skærme og hengiv dig til ro og fordybelse på hele vejen igennem.

Hengiv dig til at ‘være’ frem for at gøre

Som regel tager det lidt tid at komme ned i gear og blive opmærksom på, hvordan vi egentlig har det, og hvilke behov vi har. Så giv dig tid til at mærke efter, tid til at rumme det, du mærker og de reflektioner, der måtte dukke op. Prøv at lade det være en dag, hvor du forholder dig helt åben til ‘det der er’, så det handler om ‘væren’ fremfor ‘gøren’, som vi ellers er så vant til i vores hverdag.

 

Morgenprogram

Sørg for at drikke et stort glas vand, når du vågner, så du er klar til yoga.
Den første yogasekvens, du skal lave, er med Kristine. Den vækker dig og giver dig fantastisk energi til resten af dagen.
Når du efterfølgende spiser morgenmad så spis i et langsomt tempo og med opmærksomhed. Du kan også have forberedt en portion lækre overnight oats aftenen før - fx en af disse.
Nyd derefter et langt bad eller fodbad, mens du lytter til afslappende musik, og måske har du lyst og energi til at gå en lille tur og få lidt frisk luft.

Eftermiddagsprogram

Start over middag med at forberede og spise en dejlig og nærende frokost. Hvis du har brug for en en opskrift, så find den i en fysisk bog.
Efter du har spist, er det tid til denne reflektionsøvelse.
Når du er færdig med øvelsen, så drik et stort glas vand og gør klar til yogaklassen med Lars. Der vil vi opfordre dig til at arbejde med nogle af de tankemønstre, du har identificeret i øvelsen.
Sørg også gerne for at komme udenfor en tur og få frisk luft. Enten på en lang gåtur eller alternativt sæt dig ud med et tæppe eller en varm sovepose og en kop varmt at drikke.

Aftenprogram

Start med meditationen inden din aftensmad - den giver plads og rum til alle de tanker og følelser, der er dukket op i løbet af dagen og stilner på den måde sindet.
Nyd dit aftensmåltid med ro og opmærksomhed.
Om muligt så giv maven en times tid til at fordøje maden inden, du laver Birgittes klasse. Sekvensen får din krop i en dyb hviletilstand, fordi den reducerer dine stresshormoner.
Nyd og dyrk nu roen og fordybelsen, som du har skabt i løbet af dagen. Lav noget du elsker denne aften. Læs en god bog, lav noget kreativt, syng, dans eller hvad end du har lyst til.
Inden du går i seng, kan du runde dagen af med Lailas klasse og nyde en søvn, der helt sikkert er dybere, end den plejer at være.