YOGAVIVO

“Jeg får lyst til at sige Sydhavnen,” siger hun og griner, da jeg spørger, hvad spiritualitet er for hende, “for det er dér, jeg bor og går tur hver dag. Men altså, jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige. Jeg bruger ikke ordet spiritualitet ret ofte. Måske vil jeg hellere bare kalde det liv.”

Birgitte Gorm har dyrket yoga i 25 år og undervist i yoga i 20 af dem. Hun har praktiseret buddhistisk meditation i 30 år, og så er hun psykolog, Ph.D og underviser på Yogavivo. Hun er særligt interesseret i yoga som en meditationform, uanset om det foregår i stilhed eller i bevægelse. Hendes undervisning vægter det sensoriske og handler mere om, hvad du kan mærke i din krop, snarere end hvad du kan få din krop til at gøre. Da jeg spørger hende, hvor længe spiritualitet har været en del af hendes liv, griner hun lidt og siger, at for hende er der ikke forskel på dét, man kunne kalde det spirituelle og så dét, at være menneske.

“Jeg ser ikke rigtig spiritualitet som noget andet end det liv, jeg lever her og nu. Snarere end noget jeg skal stræbe efter, eller dyrke, så er det noget, der altid allerede sker. Det er lidt ligesom med hørelsen. Der er noget, der lytter hele tiden. Jeg skal ikke lære at høre eller gøre noget for at høre. På samme måde skal jeg ikke gøre noget for at være spirituel. For mig at se er vi spirituelle nok lige præcis, som vi er. Det at dyrke det spirituelle som livsstil kan være super dejligt, men det er ikke sikkert, det gør den store forskel.” Hun beskriver, at det for hende handler meget om at sige ja – både til det smukke og det svære. At sige ja til livet – ”uden filter”. At sige ja betyder ikke, at man skal være glad og positiv og kærlig hele tiden. Man kan også sige ja til at være ked af det, ja til smerte og ja til at råbe ”NEJ!” når situationen kræver det. ”Kan jeg sige ja til det hele uden forbehold? Det er det spændende spørgsmål for mig,” siger Birgitte.

Du er der allerede – men er der virkelig ikke noget, vi skal?
På en måde giver det god mening, og alligevel bliver jeg også lidt forvirret. For hvordan er det så, at man kan mærke – eller lære at mærke – det spirituelle? “Paradokset er”, siger Birgitte, ”at selvom der overhovedet ikke er noget at lære, er der alligevel mange praksisser, der viser vej hen til den erkendelse. “Yoga er en af de praksisser, som skærper din evne til at opleve og erfare det, som allerede sker lige nu. Ved at dvæle lidt længere ved det, du erfarer som kroppen, som sindet, som verden, uden at skulle fikse eller optimere noget, får du en mulighed for at lære det hele lidt bedre at kende. Når du sidder stille længe nok, bevæger dig med fuld opmærksomhed eller giver plads til bare at være, er det ofte lettere at se – eller indse – det lille mirakel, som livet hele tiden udfolder lige foran næsen på os alle sammen,” forklarer Birgitte.

Hun beskriver, at for hende handler spiritualitet mest om at værdsætte det, der rent faktisk sker lige nu. Lidt som at tænke: ”Hvad hvis dét her var dét? Hvad hvis der ikke er mere end det her – kan jeg så være ok med det?“ Hun uddyber: “Spiritualitet behøver jo ikke kun at være sådan noget med regnbuer, røgelse og universel kærlighed. Det kan også være at stå med sin tandbørste i hånden og i et splitsekund opleve, at der er ikke noget andet, jeg skal være. Jeg har måske set eller gjort det hele før – men tør jeg værdsætte det? Tør jeg opleve virkeligheden uden forbehold?”

Yoga og meditation kan altså være én måde at værdsætte livet på. Men ifølge Birgitte kan der være mange andre måder – dans, sang, kunst, tænkning, kærlighed, relationer, eller at købe toiletpapir i Bilka. “Det er ikke selve aktiviteten, der er spiritualitet for mig – det er, når vi bliver ét med det, som sker. Det er der, vi opdager, at vi altid allerede er der. Vi er alle forskellige, og der er ikke to mennesker, der følger helt samme vej til den erkendelse. For nogle kan det være yoga eller meditation, der åbner døren, og for nogle kan det måske være noget helt andet; et andet menneske, et kram, et stykke chokolade, en times havearbejde, et dødsfald, en fødsel, en krise eller et fællesskab.

Skal man tro på noget særligt for at være spirituel?
Jeg spørger Birgitte, om man skal tro på noget særligt, for at være spirituel. ”Det tror jeg ikke”, svarer hun og griner igen. “Der er mig bekendt ikke nogen officiel definition af spiritualitet andet end, at det ikke nødvendigvis handler om tro. I religion har vi ofte en tro og typisk også et værdisæt, man skal leve op til. For mig handler spiritualitet måske mere om at undersøge noget end om at tro på noget – om nysgerrighed. Og en “sigen-ja” til, at jeg ikke kender svaret. Måske er spiritualitet for mig så næsten det omvendte af tro. At være villig til at blive ved med at stille spørgsmålet: ”Hvad er der her egentlig for noget?” At vide at vi ikke ved ret meget og at turde fortsætte med at stille spørgsmålstegn ved det hele.

Hvorfor er det så så svært?
Det lyder jo et eller andet sted meget nemt. Bare være, forholde sig nysgerrig, undersøgende og åben for livet. Men hvis det er så let, hvorfor har vi mennesker det så stadig svært? Birgitte tænker dét at have det svært som en del af det at være menneske, og derfor også en del af spiritualiteten. “Jeg tror grundlæggende vi mennesker er bange for at skulle give os selv 100% til noget, vi ikke har svaret på. Vi vil typisk hellere sidde med svaret end med spørgsmålet. Vi har det bare svært med det foranderlige, med at at stole på, at det her liv i al sin uforudsigelighed og omskiftelighed virkelig kan være nok i sig selv.”

“Det kan være nemt at sige ja til det hele, når alt går godt. Men når det er svært, så leder vi uundgåeligt efter lynlåsen i ryggen af det liv, vi har. Vi vil typisk ikke have virkeligheden, som den er. Vi tænker, at der må mangle noget. Hvis bare jeg nu lige tabte mig 5 kg, lagde min kost om, mediterede en time om dagen, lærte at stå på hænder eller blev lidt mere kærlig og positiv – SÅ ville jeg nok være ok. Det er svært at stole på, at vi måske allerede er fuldendte. Allesammen! Det er svært at læne sig tilbage i tillid, når livet gør ondt. Vi mennesker vil ikke lide – og noget i os vil altid lede efter lynlåsen i ryggen, tænker jeg.” Birgitte mener, det også kan have at gøre med den tid, vi lever i – en tid der fejrer selvoptimering over selverkendelse. En tid hvor dét at give slip eller give op er stærkt undervurderet.

”Vores samfund lærer os i høj grad at gøre det modsatte,” siger Birgitte. “Vi lærer intet i skolen om kunsten at slippe grebet og bare være. Vi lærer derimod at holde fast, at gøre noget og blive en bedre version af os selv. Vi skal opnå og lykkes og præstere og være konkurrencedygtige. Vi har så mange krav til os selv,” fortæller hun. “Måske er det derfor, at yoga er blevet så populært – for mig gør yoga i hvert fald lige det modsatte. Yoga inviterer mig netop til at slippe grebet et øjeblik og komme overens med virkeligheden, som den er.” Og det er der brug for, mener Birgitte.

”Måske er spiritualitet ikke endnu et projekt, vi skal have succes med. Måske er spiritualitet slet ikke noget, man kan øve sig på eller blive god til”, siger Birgitte. ”Jeg tænker det lidt ligesom, når man skal falde i søvn. Du kan ikke beslutte dig for at falde i søvn – jo mere du prøver, jo sværere bliver det ofte. Det sker først, når du slipper grebet bare en lille smule. Så kommer det af sig selv.”

”Og”, tilføjer hun, ”spiritualitet kan lynhurtigt blive til endnu et selvoptimeringsprojekt. Vi kan sidde mindst lige så meget fast i idéen om at skulle give slip. Hvad med den del af mig, der ikke er ok med livet, som det er? Hvad med hende der lider? Hende der holder fast, siger nej, stamper i jorden og vil have noget andet eller mere?” Spørger hun. ”Er det ikke netop den lille irriterende og tilsyneladende anti-spirituelle side af os, der måske er hele drivkraften bag en dedikeret spirituel praksis? Det er måske netop det i os, der siger nej til livet, som gør os i stand til at søge, undersøge, stille spørgsmål og dedikere os til f.eks. en yogapraksis eller en evig nysgerrighed efter noget mere? Så ja, på den ene side er der noget i os, der ‘allerede er der’. Noget der siger ja til det hele og finder fred med virkeligheden. Og på den anden side er der noget i os, der aldrig gør. Kan jeg sige ja til det også? Ja til mit nej? Kan jeg stole nok på livet til at slippe grebet, også i idéen om at skulle give slip? Kan jeg være ok med, at nogle dage er Sydhavnen bare røvsyg i regnvejr? At det måske er det lige så ”spirituelt” at gå og bande i mudderet som at meditere på næstekærlighed i solopgangen?”

Birgitte er kendt for sin høje kvalitet i undervisningen og sin dybe dedikation til undersøgende, sansende og meditativ yoga. Hun står for en udogmatisk og eksperimentel undervisningsform hvor din egen indre oplevelse af kroppen altid er i centrum. Hendes klasser er legende, sensitive og nydelsesfulde invitationer til at elske den krop du har i dag.

Birgitte har undervist ugentlige yogaklasser siden 2001 og gennemført 5 omfattende uddannelser indenfor yoga og meditation. Hun har gennem hele sin karriere været en utrættelig nytænker af moderne yogas fysiske praksis.

Lær mere om Birgitte her, og se en oversigt over alle Birgittes videoer på Yogavivo her.