FORLØB
Klavertimer: Flow i din yogapraksis

Når man lærer at spille klaver træner man små skalaer igen og igen indtil fingrene ”husker” bevægelsen. Dette giver musikeren mere overskud og flow når der senere skal spilles komplekse klaverstykker. Sådan kan man også gå til sin yogapraksis. Dette forløb fungerer ligesom klavertimer for din yogakrop. Du lærer en række grundlæggende ”bevægelses-skaler” som øger din evne til at mærke din krop og giver dig det muskulære fundamentet til at lege ubesværet med flow-baseret yoga.
Forløbet består af 5 mini-sekvenser hvor enkle yogastillinger sammensættes til et blidt flow. Klasserne er lagt i rækkefølge så du bygger videre på det du har lært fra gang til gang. Gentager du hele forløbet f.eks. to gange om måneden opbygger du gradvist en dyb styrke og øget sensitivitet omkring dine led. Du bliver også bedre til at mærke kroppen og selvstændigt vurdere hvad der føles rigtigt for dig når du er til yoga. Programpakken giver dig grundteknikken til alle Birgittes klasser på Yogavivo, sådan at du får endnu mere ud af hendes øvrige undervisning. Den øgede stabilitet, åbenhed og kropsbevidsthed du får igennem forløbet er også en fordel for dig der vil lege med aktive yogaformer f.eks dynamic, vinyasa, asthanga, hatha flow og klassisk hatha yoga.

Forløbet er god til nybegyndere, hypermobile, yogateknik-nørder samt til dig der vil tilbage i yogaform efter længere tids pause. Sæt 5-10 minutter af til at blive liggende i afspænding efter hver klasse.

Sådan bruger du programpakken:
Det er gentagelsen af øvelserne der får teknikkerne ind under huden og hjælper dig til at udforske balancen mellem muskulær stabilitet og blød åbenhed. De første gange du prøver serien vil det føles mere ”teknisk” og du skal sikkert tænke lidt over tingene før de lander i kroppen. Som du gentager programmet og lærer sekvenserne at kende vil du blive inviteret til at synke dybere ind i den indre oplevelse af kroppen.
Du kan med stor fordel lave en enkelt klasse om dagen hen over en uges tid. Hvis du vil samle din træning i lidt længere blokke kan du sætte klasserne sammen parvis.
Klasse 1 & 2 forbereder dig trin for trin på stillinger hvor hånden bærer vægt (såsom hundestrækket, planken, hovedstand og armbalancer).
Klasse 3 & 4 er super effektive hvis du gerne vil have mere ud af de stående stillinger i yoga eller har problemer med fødder, knæ eller lænd.
Klasse 5 integrerer og styrker den dybe muskulatur omkring bækken, ryg og nakke. Den lægger fundamentet for aktive bagoverbøjninger, foroverbøjninger, rotationer, twists og ekstensioner.