FORLØB
En vej til frihed

Yogafilosofien peger på, at vi mennesket på flere måder lever i en tilstand af ufrihed. Vi bliver taget til fange af vores tanker og reaktionsmønstre. Vi bliver fanget i vores roller. Vi bliver konstant sendt afsted af et sind, som ikke kan være nærværende. Og vi kan sidde fast i behovet for at holde styr på livet, for at passe på os selv. I dette forløb vil Simon Krohn tage dig i hånden i en systematisk udforskning af de forskellige udfordringer, som sindet giver os, og gennem en række forskellige meditationsteknikker vil han vise, hvordan yoga traditionelt bliver brugt som en vej til en tilstand af frihed.

Forløbet består af 21 undervisningsvideoer, som systematisk udforsker yogaens stræben efter indre frihed. Halvdelen af videoerne er talks, hvor Simon forklarer de bagvedliggende tanker, og den anden halvdel består af meditative teknikker, som Simon instruerer. Det er selvfølgelig muligt at vælge de videoer, som umiddelbart interesserer dig mest, men for at få mest muligt ud af kurset vil vi anbefale, at du starter ved begyndelsen og går kronologisk til forløbet.

Til de fleste af meditationerne er det mest oplagt, at du sidder ned og mediterer. Hvis du ikke er vant til at sidde på gulvet, kan dette i sig selv være en udfordring, og det er vigtigt at understrege, at det altid er en oplagt mulighed at sidde på en stol. Hvis du gerne vil have inspiration til din meditationsstilling, har Simon lavet videoen ”Den gode siddestilling”, som ligger nederst i forløbet. Hvorvidt du skal bruge nogle yoga-redskaber til forløbet afhænger altså om, hvorvidt du skal bruge hjælpemidler til at sidde komfortabelt.

Rigtig god fornøjelse!