At shame er en naturlig del af vores sind, som vi ikke kan bekæmpe – vi kan til gengæld blive bedre til at navigere i, hvordan vi reagerer på vores eget og andres udseende, og netop her kan yogaen rigtig meget, hvis man spørger Simon Krohn.
Vi er aldrig bare. Vi er altid også fede eller flotte.
Den kropspositive bevægelse, der har fokus på retten til at blive behandlet lige og at elske sig selv uafhængig af størrelse og øvrig æstetik, er vokset eksplosivt de sidste år i takt med at de sociale mediers glansbilleder er blevet hverdagskost, og bevægelsen er ifølge yogalærer Simon Krohn nødvendig
”Kropspositivitetsbevægelsen forsøger at gøre op med den negative tilgang til vores egne og andres kroppe. Vi sammenligner os selv og andre med nogle idealer, vi har digtet, og jeg oplever, at det gør mange mennesker ulykkelige. Ikke blot resulterer det i, at vi bliver alt for hårde mod os selv, vi er også hårde ved hinanden. Det er næsten fascinerende, som kropsidealerne og dommene sniger sig ind i alle mulige sammenhænge, hvor de ikke hører hjemme. Vi taler om den lækre lærer eller den tykke bibliotekar, som om deres kropsform havde noget at gøre med deres faglighed, og uden at vi lægger mærke til det begrænser vi os selv og hinandens adfærd. Vi har skabt et kropsfokus, som for os til at navigere efter, at vi for alt i verden må undgå at blive vurderet negativt af andre. I mine øjne er det et heftigt drama, som mange af os går rundt med, og jeg tænker, at det både er et vigtigt personligt og fælles projekt at gøre noget ved det. ”
Du bliver ikke mere venlig af at have vaskebræt
Da jeg spørger, hvordan yogafilosofien forholder sig til spørgsmålet om æstetik og vores fysiske ydre forklarer Simon, at den traditionelle yoga i høj grad har fokuseret på at lære os, at vores identitet ikke er knyttet til vores krop.
”I de første 1000 år af den yogatradition vi kender til, spillede den fysiske krop en meget lille rolle. Kroppen var primært noget, der blev anset som en forhindring på vejen til at blive oplyst. Fokus var på meditation og strategien gik blandt andet ud på at slippe vores identificering med kroppen ved ikke automatisk at engagere os i de tanker og impulser der opstod – man stræbte faktisk efter at blive ligeglad med sin krop. Da tantra udviklede sig i Indien, farvede det yogiernes måde at forholde sig til kroppen. Kroppen blev i højere grad en medspiller. Holdningen skiftede til, at kroppen er din ven, og at du i vid udstrækning kan og bør stole på de impulser, den sender dig. Dette medførte en ny udfordring. Nu skulle yogierne lære at sortere i impulserne, så de ikke handler på dem, der er dårlige for dit liv. Fælles for de forskellige perioder af yogatraditionen er, at kroppen aldrig blev dyrket som et æstetisk projekt. Den har enten været noget, yogierne har forholdt sig til som en forhindring mod eller som et middel til at opnå en frigørelse fra lidelse.”
Hvis du siger, du aldrig shamer, siger jeg bullshit
Ifølge Simon er et af yogaens vigtigste bidrag til kropspositivisme værktøjerne til at lade os observere os selv udefra og ikke fastholde os selv i en ”bullshit-fortælling” om, at vi er sådan nogle, der hverken dømmer os selv eller andre, fordi vi dyrker yoga og er i kontakt med os selv.
”Kropspositivisme kan hurtigt blive en meget rationel position, hvor man fortæller sig selv, at der ganske enkelt er ting, man ikke må tænke om andre mennesker. Her peger yogaen på, at ens sind i høj grad er ude af kontrol. Fordommene lever naturligt inde i dig og vil dukke op, hvad end du ønsker det eller ej.
I stedet for at tabuisere det, så opfordrer yogaen snarere til, at vi ser på det og giver det plads, for når vi slutter fred med at fordommende om dig selv og andre dukker op, så kan vi også bedre navigere i dem. Virkeligheden er sandsynligvis, at vi ikke kan fjerne vores fordomme, men vi kan lære at sige nej tak til at gå med på dem, når vores indre kropsidealfascist melder sig”
Hold nallerne fra andres måde at leve på
I de sidste 30 år har yogaen i høj grad ændret sig fra at være et middel til at frigøre os selv fra alle de forventninger, vi måtte have til den, til i høj grad at blive brugt som værktøj til at opfylde disse idealer. Ifølge Simon Krohn skaber den nye mulighed for en æstetisk belønning via yoga helt nye udfordringer, vi skal tage stilling til, og der kan hurtigt gå smagsdommeri i, om man nu dyrker ægte yoga eller ej
”Jeg oplever, at der ud af den gode intention fra kropspositivitet kan opstå en shaming af dem, der går op i, hvordan de ser ud, og som tilrettelægger deres praksis efter æstetiske mål. Det kan være fristende at udråbe dem som forkerte og hævde, at det slet ikke er det, yoga handler om – men jeg synes, at det virker tosset. Det giver simpelthen ikke mening, at erstatte kropsshaming med shaming af at gå op i sin krop. Jeg ville ønske, at vi kunne blive bedre til at holde nallerne fra andre menneskers måde at leve på og acceptere, at yoga kan dyrkes på vidt forskellige måder og med vidt forskellige intentioner.”
Less talk, more meditation og en sund trodsighed
Ifølge Simon Krohn kræver det øvelse at kunne tage valg ud fra, hvad der ville give øget livsværdi snarere end ud fra, hvordan verden opfatter os. Det kræver, at vi kan og tør se på os selv med ærlighed og venlighed. Det kan være meget skræmmende, fordi det ofte ikke er kønt syn, og desuden er det svært, fordi der ofte er så meget larm omkring os og inden i os, at det kan være næsten umuligt at navifere i sindets påfund.
”Man kan få utrolig mange fede ting ud af en fysisk yogapraksis, men hvis man skal udvikle sig i sit forhold til sig selv og udvikle sin følelse af frihed og spontanitet, er man formentlig nødt til at dedikere en intens opmærksomhed til sine tanker, følelser og impulser. Det er de færreste, der kan det, hvis de samtidig skal holde balancen i en krævende yogastilling. Min erfaring siger mig, at os, der dyrker en masse kropslig yoga, kan tale en masse om fred og frihed i sindet, men som regel kræver det, at vi sætter os ned og mediterer, før der virkelig sker noget.”
Simon Krohn afslutter med af fortælle om, hvordan han yderligere selv arbejder med kropspositivisme i sit eget liv:
”Udover at meditere virker det personligt godt for mig at være lidt trodsig og skubbe mine egne grænser. Når jeg for eksempel opdager, at jeg undlader at gøre noget på grund af de forventninger som andre (måske) har, så er det næsten et diktum for mig, at jeg SKAL gøre det. Jeg er simpelthen bange for, at det kan blive en glidebane, og at frygten kan få mere og mere at skulle have sagt i mit liv. Og jeg fornemmer tydeligt, at det er en stemme, der hverken tjener mig eller livet særligt godt. Det kan selvfølgelig gøres i forskellige grader, men generelt tror jeg, at det godt med en god portion trodsighed.”