8 Myter om yoga – busted en gang for alle

af Joséphine Renard den 17. Juli 2018

 

Der findes så mange myter om yoga, og indimellem bliver myterne til fordomme. Her mens solen skinner og vejrudsigten velsigner os med varme sommertemperaturer vil vi på Yogavivo gerne aflive nogle af de mest gængse yogamyter.

Vi har derfor talt med to af Yogavivos yogalærer om nogle af de mest almindelige yogamyter og bedt dem forholde sig dem, så vi kan be- eller afkræfte yogamyterne en gang for alle.

1. Du skal være smidig for at kunne dyrke yoga
Birgitte Gorm Hansen:
“Nej nej og atter nej! Smidighed, styrke, stressreduktion, fokus, ro, energi, selvrealisering, oplysning, dybe erkendelser og ubetinget kærlighed er ikke det samme som yoga. De er alle sammen sideeffekter af yoga.

De er ting der nogle gange sker når man dyrker yoga, ikke ting du skal kunne inden du starter. Eneste forudsætning for at “kunne dyrke yoga” er at være bare minimalt interesseret i at undersøge hvad livet er for noget og hvad der sker med os undervejs. Yoga handler om at undersøge, hvad du egentlig er for et væsen, ikke om at blive et andet og bedre væsen end du er lige nu.”

Yogavivo vurderer: myten er aflivet, så bare kom i gang 🙂

2. Yoga er tidskrævende
Cathrine Koefoed:
“Det er med yoga, som det er med så mange andre ting: at lidt er bedre end ingenting, og ting tager den tid du giver den. Så hvis du kun har 20 minutter, tre gange om ugen, så er det den tid yoga kræver af dig.

Jeg har en kort morgenpraksis som jeg laver om hver morgen, den består af tre yin-stillinger og det tager 15 minutter. Yoga kræver den tid du giver den – hverken mere eller mindre. Men ofte er det sådan, at når du begynder at praktisere yoga, får du lyst til at praktisere mere – og så begynder du at prioritere det.”

Yogavivo vurderer: myten er aflivet. Yoga tager den tid du giver den.

3. Yoga er kun for kvinder
Birgitte Gorm Hansen:
“Frem til begyndelsen af 1800-tallet var yoga et næsten udelukkende et maskulint og patriarkalsk projekt. Det faktum, at mange kvinder dyrker yoga, har ikke rokket meget ved, at der stadig oftest sidder en mand på toppen af den spirituelle pyramide i yogaverden. Yoga for kvinder er kun lige begyndt.”

Yogavivo vurderer: myten er aflivet, måske endda modbevist, men det er ikke ensbetydende med, at der er ligestilling i yogaverdenen.

4. Du kan ikke dyrke yoga, hvis du har smerter eller er skadet.
Birgitte Gorm Hansen:
“Sandt hvis du dyrker yoga med en yogainstruktør. Falsk hvis du dyrker yoga med en yogalærer. En yogalærer er en person som er tilstrækkeligt uddannet til at kunne tilpasse sin undervisning dine særlige behov.

En yogalærer underviser, det vil sige du lærer noget på klassen som du kan bruge selvstændigt efterfølgende. En yogainstruktør underholder, det vil sige hun/han primært bare guider dig igennem stillingerne på en måde der giver dig en god oplevelse. Begge dele er dejligt og gavnligt. Hvis du har smerter, skader eller andre særlige hensyn, så vil jeg anbefale at du finder en veluddannet og erfaren yogalærer at gå hos.”

Yogavivo vurderer: myten er delvist aflivet. Du kan godt have en yogapraksis selvom du er skadet, men det kræver, at du har en god lærer og du formår at lytte til din krops behov.

5. Hvis du dyrker yoga, er du også veganer (eller i det mindste vegetar)
Cathrine Koefoed:
“Man skal passe på med at sætte labels på folk eller sætte dem i bås, og det er netop det, sådan en myte som denne gør. Selvfølgelig skal du ikke noget fordi du praktiserer yoga. Når det er sagt, så er der mange yogaudøvere, der skruer ned for indtaget af kød. Med yoga kommer en større kropsforståelse, og man opdager pludselig, hvad det kræver af én, når man spiser kød. Faktum er at plantebaseret kost er lettere at fordøje og derfor bliver mange yogaudøvere draget mod at være vegetar, fordi de oplever større velvære ved det.”

Yogavivo vurderer: myten er delvist rigtig, fordi en del yogaudøver spiser en plantebaseret kost, men det er ikke enstydigt med, at du skal være veganer, hvis du dyrker yoga

6. Yoga er ikke træning
Birgitte Gorm Hansen:
Denne myte bygger på en ældgammel og dybt indgroet adskillelse mellem krop og ånd. Vi bærer ubevidst på ældgammelt idé-gods, der devaluerer kroppen og ophøjer det mentale, åndelige eller æteriske. Det er netop denne form for enten/eller-tænkning som yoga stiller spørgsmålstegn ved, når vi går lidt dybere. Fra mit perspektiv omfatter yoga alt, også din krop. Yoga er således ikke kun træning.”

Yogavivo vurderer: myten er delvist aflivet, for yoga er ikke kun træning – det er meget mere end det.

7. Hvis du dyrker yoga er du altid zen og rolig
Birgitte Gorm Hansen:
“Aaaahahahahaha! Måske kunne man sige det sådan her: Hvis du dyrker yoga, kan du ende med at blive helt rolig med det faktum, at du næsten aldrig er helt ”zen” og rolig. Flere zenmestre i Japan støttede nazismen under 2. verdenskrig, så jeg tror jeg godt vi andre kan tage det helt roligt med vores ideer om at være ”zen”. At være zen er, for mig, at være ok med at være præcis hvad du er. Folk, der dyrker yoga, er nøjagtig lige så sårbare som alle andre. Måske er yoga ikke andet end en praksis der forbereder os på, fuldt at acceptere den sårbarhed.”

Yogavivo vurderer: myten er aflivet og det er helt okay.

8. Yoga er kun for dem, der tynde og trænede
Cathrine Koefoed:
“Det er en af de store, slemme myter, som vi virkelig skal have aflivet. Yoga er for alle. Alle! Det kan nærmest ikke siges nok. Yoga er mere end den fysiske krop, og stort set alle yogastillinger kan modereres, så de passer til den krop, da dyrker yoga. Derfor ikke sagt, at yoga kan være en udfordring og endda en svær udfordring.

Jeg underviser især i yin-yoga som ikke er aligmnent baseret yoga, og her er der ikke en måde, det skal være på, så alle kan være med. På den måde er yin er i høj grad a yoga that fits all. Din krop, din yoga. Så det handler om at finde en yoga, der passer til dig, din krop og dine behov.”

Yogavivo vurderer: myten er aflivet, så bare kom i gang 🙂

KOMMENTÉR HER