10 dages styrke- og energiboost
DELTAGERSIDE


10 dage som styrker, toner og vækker energien i hele din krop. Et forløb der får dig til at føle dig stærkere, lettere og gladere.


De styrkende yogasekvenser giver en helkrops-styrke og vækker alle muskelgrupper op – på en måde så det både ses og mærkes. Igennem de ti dage vil også de indre organer, lymfesystemet og dit væv og nervesystem blive stimuleret positivt. Alle kan være med – både nye og øvede – og så er det dejligt, sjovt og effektfuldt!

Du vil møde undervisere som Simon Krohn, Stina Madelaire, Janni Daugaard, Jeppe Skovgaard, Cecilie Svendsen, Sisse Dall, Catherine Kjerulf og Ditte Bykærholm Nielsen.
Således vil du igennem de 10 dage møde forskellige stilarter. Det vil give variation i din træning og udfordre din krop i nye bevægelsesmønstre. Det giver ikke bare en udfordring af kropslige vaner, men også en mental vågenhed når du prøver noget nyt. En vågenhed du kan tage med ud i hverdagen.

SÅDAN FOREGÅR DET:

Her på siden vil der hver enkelt dag være en ny video med dagens program.

Du skal ikke bruge andet end en yogamåtte. Der er ikke guidede afspændinger i programmerne, men vi anbefaler, at du bruger afspænding efter hvert program, hvis du har mulighed for det. Du kan klikke her og se et udvalg: klik her og se liste over afspændinger.

Du kommer til at bruge mellem 14 og 35 minutter om dagen. I snit kommer du til at bruge ca. 2 timer om ugen, og den tid kommer mange gange igen i form af mere energi og spændstighed.

Husk, at med yoga gælder reglen: hellere en smule ofte end grundigt en gang om ugen. Det er lidt ligesom tandbørstning…. Du får den største effekt, hvis du gør det dagligt. Skulle der være en dag du ikke når det, så lad være med at droppe hele projektet – bare hop på igen næste dag.

TIPS:

Vi tror ikke på at presse kroppen eller på pisk og kalorie-tabeller når det kommer til at styrke kroppen. Vi tror på sundheden i at lytte til sin krop, respektere dens grænser og arbejde med den i stedet for imod den. På den måde bygger du den op via din praksis i stedet for at rive den ned. Så husk når du laver programmerne at det altid er muligt at tage en pause når du har brug for det.

Vi har sat forløbet til at vare 10 dage, men er der en dag du mærker, at du ikke har energi til det (børnene har vækket dig, du har menstruation og ikke lyst til core-træning, det blev til en uventet fest på arbejde…livet skete…:-) så lav fx en guidet afspænding her fra eller massér dig selv med bolde. Så, kan du hoppe med igen dagen efter. På den måde gør du din krop tryg.
Er der stillinger, der er svære, så leg med dem – bare gør det så godt du kan. Det vigtige er ikke, at du gør det såkaldt perfekt, men at du undersøger, hvordan det er muligt for dig at lege med.

AFSPÆNDING:

Som tidligere nævnt er der ikke guidede afspændinger som en del af boostet. Vi anbefaler, at du gør det alligevel, når du har muligheden. Du kan klikke her og se et udvalg: klik her og se liste over afspændinger.

DAG 1

Jubii – så er vi i gang. Vi starter med et program, der vækker kernemuskulaturen op. Det er ikke kun noget, der styrker maven, det gør den også fladere - hvis det har din interesse. Det er også virkelig vigtigt i forhold til at undgå gener i ryggen, og særdeleshed lænderyggen. Simon Krohn er underviseren, og han lover, at du vil føle dig stærkere og ”kvalmende selvtilfreds” efter du har lavet det.

DAG 2

I dag er det tid til at lege, hoppe og løfte energien. Med dagens program oplever du, hvor stor en forskel 12 minutters bevægelse kan gøre. Mange af os bevæger os mere og mere på samme måde som tiden går, og vi glemmer at udfordre og lege med bevægelsesmønstre. Når vi laver nye bevægelser påvirker det både selve hjernen, og forbindelserne mellem krop og hjerne. Lidt forenklet kan man sige, at det holder os både kropsligt og mentalt ”vågne”. Jeppe Skovgaard er internationalt efterspurgt underviser og kendt for at udfordre bevægelsesmønstre. God fornøjelse med dagens program!

DAG 3

Der er mange måder at arbejde med core-styrke på, og i dag kommer du til at opleve, at du sagtens kan arbejde med at få en stærk mave uden at lave så meget som en eneste mavebøjning. Programmet øger også styrken i ryg og arme.

DAG 4

I hverdagen har mange af os en meget foroverbøjet livsstil, hvis vi f. eks sidder ved computeren eller kigger ned på vores smartphone. Sådan er det måske ikke for dig, men - under alle omstændigheder er det skønt og energigivende at lave bagoverbøjninger og åbne forsiden af kroppen. Med programmet her får du skabt mere plads til dit åndedræt ved at åbne forsiden og siderne af kroppen. Dagens program giver mere – og sundere :-) – energi end et espresso-shot!

DAG 5

Med dagens video bliver du inviteret til at arbejde med styrke på en måde, du måske ikke har prøvet før. I stedet for at fokusere på en muskelgruppe vil hele kroppen skulle arbejde samtidigt, hvilket giver en tonus og spændstighed i alle muskelgrupper. Dit bindevæv påvirkes også positivt af dagens praksis, og du vil opleve hvordan arbejdet med styrke og sensitivitet, kan gå hånd i hånd på en spændende måde. Pulsen kommer let op, og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med denne måde at praktisere på tidligere, så kan du glæde dig!

DAG 6

Hep hep – du er over halvvejs, og det er supersejt! Titlen på dagens program siger det hele: ”Styrke, styrke, styrke”. Få fat i både ben, balder, arme, mave og ryg i dag - juhuu! Fokusér på kvalitet i bevægelserne når du ønsker at opøve din styrke. Det vil sige, at du skal lave hver eneste øvelse med 100% opmærksomhed - som når du virkelig mener det. Lav hellere et halvt program på dén måde, end at “jappe” noget igennem - uden egentlig at mærke det du laver.

Tip: Husk også at lytte til din dagsform. Hvis du f. eks er blevet vækket 3 gange i nat af børn, eller du føler dig stresset, så vælg en praksis, der passer til dig hvor du er i dag, i stedet for at forcere ved at slå viljen til. Det vil altid være en mere bæredygtig strategi på den lange bane, og netop det at kunne lytte til og mærke kroppens behov er essentielt i en yogapraksis.

DAG 7

I yogaen arbejdes med en tænkning der siger, at når vi arbejder med den fysiske krop, arbejder vi samtidig med vores energi, tanker og følelser. Moderne forskning i sammenhænge mellem krop og sind underbygger dette udgangspunkt. Så, når du arbejder med at bringe styrke og cirkulation til maveområdet, er det ikke kun din fysiske krop du arbejder med. Tanker og følelser påvirkes også. De fleste kender til fornemmelsen af at få ”ondt i maven” når noget føles helt forkert. Eller bruger udtrykket ”min mavefornemmelse siger mig at….”. Men mærk selv efter: oplever du at yogaen påvirker dig på andre måde end rent fysisk? Måske synes du sammenhængen er indlysende, måske er det nyt for dig at tænke sådan. Uanset hvad kan det altid være spændende som yogaudøver, at stille lidt skarpt på, hvordan den sammenhæng mellem krop og sind føles.
Dagens program har fokus på styrke for mave og ryg, men indeholder også flere drejninger. De er med til at løsne spændinger langs rygsøjlen, og masserer samtidig de indre organer, så de afspændes og der kommer bedre cirkulation omkring dem. God fornøjelse og god weekend!

DAG 8

”The study of asana is not about mastering posture.
It's about using posture to understand and transform yourself.” (B.K.S. Iyengar).

Som citatet ovenfor peger på, er der meget at lære om os selv i måden vi praktiserer yoga på – hvis vi vil. I dagens program inviterer Janni Daugaard til at kigge på et lag i din personlighed undervejs i praksissen. Hvis ikke det lag interesserer dig, så kan du også bare nyde programmet som en lækker fysisk workout, der både virker energigivende og styrkende. Glæd dig!
I morgen skal du kun bruge 12 minutter på dagens program. Men det er super fede 12 minutter :-)

DAG 9

Hep hep - så er du næsten i mål! Gør dig klar til at styrke mave, ryg, arme og ben samtidig med at du får pulsen op, og fremmer forbindelsen mellem de to hjernehalvdele samt koordinationsevnen. Du kravlede som barn - hvornår har du sidst gjort det som voksen? Glæd dig til at lege med de næste 12 minutter :-)

DAG 10

Så sejt du har fulgt med! Vi håber, du kan mærke hvordan lidt yoga - ofte - vitterligt gør en forskel. Og hvor lidt det kræver når du ikke skal ud af døren. Forhåbentlig har du også fået inspiration til at fortsætte på egen hånd. Vi slutter 10 dejlige dage af med en af de første videoer vi optog til Yogavivo (I kan nok se at lys og billedkvalitet har rykket sig lidt :-) Men Jørns undervisning er som altid top-kvalitet, og du kan glæde dig til en skøn sekvens, der særligt styrker benene, men også mave og ryg. Tak fordi du fulgte med!

Her kan du kommentere og stille spørgsmål i forbindelse med 10 dages styrke og energiboost

KOMMENTARER 25

  1. Hvor er det bare helt fantastisk at kunne stå op om morgenen og så vide, at yogavivo venter på dig 🙂
    Jeg nyder hvert et øjeblik.
    Jeg har nu gennemført, så godt jeg kan 2 * 10 dages styrke- og energiboost. Kan jeg mærke en forskel? Ja!

    Jeg vil fra i morgen kaste mig ud i 21 dages yogaboost – glæder mig allerede 🙂

    Tusind tak til alle jer dygtige og inspirerende undervisere.

    Namasté

    1. Cecilie S
  2. Martin A
  3. Kommentar til: Let & opløftet

    Yaaaaay! Jeg elsker den her video. Jeg laver den hver dag når jeg kan få 20 min. ind, hvilket jo ikke er så lang tid og derfor næsten altid overkommeligt. Især efter jeg har gjort det. Så har jeg det som om det ville være mange timer værd, for min krop og sind. Føler mig lige præcis perfekt let og opløftet. Tak Ditte <3

  4. Kommentar til: Kernekraft

    Det er 2 år siden jeg har lavet yoga…så jeg var lidt spændt på det… men følte mig rigtig tryg ved din måde at guide på og det var et super lækkert program Takker

  5. Kommentar til: Kernekraft

    NamesteTak for dejlig yogapraksis
    Trængte lige til et energi boost ovenpå pensumopgivelser
    Det er ikke sidste gang jeg deltager i din praksis Simon. Du er helt fantastisk til at guide

  6. Kommentar til: Kernekraft

    Tak for endnu et yogaboost! Simon, du er bare den bedste instruktør! Du er virkelig fantastisk til at guide en! Tusind tak 🙂

  7. Kommentar til: Kernekraft

    Du gjorde det igen! Af alle gode yogainstruktører er du for mig “the one and only”. Det er pga dine souveræne yogaklasser, både på yogavivo og dine dvd’er, at yoga er blevet en stor del af min hverdag og min måde at leve og tænke. Tak!

  8. Kommentar til: Kernekraft

    Dejligt. Du er så god til at guide verbalt…..ville kunne gennemføre med lukkede øjne
    Har lige afsluttet min første session her på yogavivo. Jeg vil have mere

  9. Justyna L
  10. Kommentar til: Energiboost

    Hej Stina;-)

    Tak for et super godt morgenprogram, der giver meget energi;-)

    Du er en dygtig formidler med stor ro og overskud;-)

    Ha en dejlig dag;-)

    Mvh Malene

  11. Christina S

    Dejligt initiativ! Allerede her på 2. dagen føler jeg mig lidt mere energisk (måske det bare er påskemaden, der er fordøjet!), og jeg er helt glad i låget efter at have hoppet med Jeppe. Tænk at det kan være så sjovt at hoppe! Føler mig næsten som et barn igen 🙂 Tak for jer!